The Moody Blues
Vurdering:🎸🎸🎸🎸🎸 et band
man slet ikke kan komme uden pop og rockhistorien.
Der er vist ikke mange af jer der ikke har hørt melodien
”Nights in White Satin” som jeg vender tilbage til.
Moody Blues som regnes for at være et progressiv og art-
rockband begyndte sin historie i Birmingham så tidligt som i 1958 hvor Ray
Thomas og John Lodge havde et band der hed ”El Riots & the Rebels”. I 1963
kom keyboardspilleren Mike Pinder med i orkestret efter sin militærtjeneste. Flere
af de andre fremtidige medlemmer spillede i andre bands i Birmingham. Blandt
andet spillede Roy Wood sammen med Graeme Edge.
Efter en skuffende periode i Hamburg, lavede Ray Thomas
& Mike Pender at lave et nyt band. De forsøgte at få et sponsorat af det
lokale bryggeri og kaldte sig M&B Five efter Mitchells & Butlers
Brewery. Det lykkedes dog ikke. I slutningen af 1964 ændrede de navnet til
Moody Blues, som bestod af følgende gutter:
- Graeme Edge – født 1941 – trommer og percussion – døde 2021
- Ray Thomas – født 1941 – fløjte og vokal – døde 2018
- Mike Pinder – født 1941 – keyboards og vokal – gik ud i 1978 – døde 2024
- Denny Laine – født 1944 – guitar og vokal – gik ud 1966 – senere Wings – døde 2023
- Clint Warwick – født 1940 – bas – gik ud i 1966 og døde 2004
- Justin Hayward – født 1946 – guitar og vokal
- John Lodge – født 1945 – bas og vokal – fra 1966 – døde 2025
- Parick Moraz – født 1948 – keyboards – fra 1978 til 1991 – ex-Yes
De spillede på det tidspunkt rythm & blues og nåede
endda at spille opvarmning for Sonny Boy Williamson og Memphis Slim fra USA. De
fik et London-baseret firma til manager, drevet af en der kom fra Decca Records.
De fik udgivet en single på Decca som var et cover af en gammel bluesmelodi fra
1961 af Bobby Parker. De optrådte også i
det berømte tv-program ”Ready, Steady, Go”. Det va første med den anden single,
som var et cover af Bessie Banks ”Go Now” fra samme år. Singlen blev nr. 1 England og nr.
10 i USA. Det blev i øvrigt deres eneste nr. 1 single, da Moody Blues primært
blev et album-band.
Herefter kneb det med succesen, og endnu et cover missede hitlisterne.
De udgav en EP i 1965, men heller ikke det lykkedes. Senere det år udgav de
deres første LP, som et mix af cover-melodier og egen kompositioner. De holdt
en reception for udgivelsen hvor Paul McCartney og George Harrison var til
stede. Dagen efter var manageren stukket af med alle pengene, også dem far
deres nummer 1 hit. Nu stod de med en gæld, som de ikke kunne betale. Det betød
at nu havde de direkte kontakt til Decca og Brian Epstein (he Beatles) blev
deres manager. Succesen var ikke stor, dog havde mindre single hits, især i
Europa.
I 1966 forlod Warwick og Laine bandet. Laine kom i 1971 med
Paul McCartneys & Wings, hvor han var med til Wings ophør i 1981. I oktober
1966 kom John Lodge og Justin Hayward. Lodge havde tidligere været medlem af
forløberen til Moody Blues. Hayward havde spillet sammen med Marty Wilde
(faderen til stjernen Kim Wilde). Han var blevet anbefalet af Eric Burdon &
The Animals. I 1967 var de stadig ikke i stand til få nogen koncertdatoer i
stand. De gik lidt bedre i Benelux landene.
De fik i 1967 ny producer ved navn Tony Clarke og nu udgav
de ikke covers, men egen melodier blandet andet skrevet af Justin Hayward.
Stilen var nu folkrock med et stænk psykedelisk musik. Han forblev deres
producer de næste 7 år. De blev nu mere psykedelisk. De skyldte Decca mange
tusind pund, og Decca foreslog, at de skulle indspille en rocket udgave af Dvoráks
”New World Symphony”, men produceren så dem live og da de gik i studiet, indspillede
de eget materiale i ste det, uden selskabets vidende. Enden på det hele med,
blev at de faktisk udgav konceptalbummet ”Days of the Future Passed”, og
albummet blev faktisk nr. 27 i UK. De var et af de første bands der brugte
melotron (det bruger man ikke mere). Beatles var det første band der brugte det
instrument på ”Revolver”.
På det album findes nummeret ”Nights in White Satin” som
blev deres signaturmelodi og som stadig spilles i radioen. Melodien har hittet
3 gange, i 1968 som nr. 19, nr. 9 i 1972, og 14 i 1979. I USA hittede den først
i 1972 som nr. 2.
Stilen fra Moody Blues er en blanding af symfonisk musik,
rock og folk og det lykkedes dem efter et langt tilløb at blive et af de mest
anerkendte rockbands i historien. Tålmodighed er en dyd som man siger. De har
solgt 70 millioner albums og det er meget for et 60’er-band. I 1974 gik de hver
til sit og Hayward og Lodge lavede en gruppe de hed ”Blue Jays” i 1975. Jeg må
med skam meddel jeg ingen albums har med dem, men at faktisk holder meget af
deres musik. Mon ikke Electric Light Orchestra har skævet lidt til dem. De blev
gendannet i 1977 og sluttede endeligt i 2018. De havde indflydelse på senere
grupper som Yes, Genesis, ELO og Deep Purple.
Diskografi:
Studio
albums
- The Magnificent Moodies (US title: Go Now: The Moody Blues #1) (1965)
- Days of Future Passed (1967)
- In Search of the Lost Chord (1968)
- On the Threshold of a Dream (1969)
- To Our Children's Children's Children (1969)
- A Question of Balance (1970)
- Every Good Boy Deserves Favour (1971)
- Seventh Sojourn (1972)
- Octave (1978)
- Long Distance Voyager (1981)
- The Present (1983)
- The Other Side of Life (1986)
- Sur la Mer (1988)
- Keys of the Kingdom (1991)
- Strange Times (1999)
- December (2003)
Jeg har valgt "Days of Future Passed" på Spotify
YouTube “Nights in White Satin” Tænk sig den blev i første omgang udgivet i mono.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Brug et værdigt sprog