Rory Gallagher/Taste
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸
En af de mest oversete musikere i rockverdenen
Nu skal høre om den bedste guitarist nogensinde, som du
aldrig har hørt om, som man har sagt om ham, fordi han trods sin virtuositet
ikke blev lige så berømt som hans samtidige kollegaer Jimmy Page, Jimi Hendrix,
Ritchie Blackmore, Steve Howe, Eric Clapton og Jeff Beck m.fl.
Rory Gallagher blev født 2. marts 1948 i Irland, men
familien flyttede til Derry i Nordirland da bare var 1 år gammel hvor hans
lillebror Dónal blev født. Det skriver jeg, fordi lillebroren var hans manager i
det meste af hans karriere. Senere flyttede moren Monica til Cork i det sydlige
Eire. Moren har for øvrigt optrådt på et
teater i Rorys fødeby, og dette teater hedder i dag Rory Gallagher Teater.
Moderen og faderen Daniel opfordrede ungerne til at spille musik. Faderen
spillede selv harmonika. Rory begyndte lærte sig selv at spille på ukulele som
barn, og da han var ni år, fik han en guitar af forældrene. Som 12-årig vandt
han en konkurrence, og for pengepræmien købte han sin første elektriske guitar.
Som 15-årig købte han en Fender Stratocaster fra 1961.
Rory Gallagher begyndte at spille skifflemusik, som jeg
beskrev under the Kinks. Som alle andre havde han Lonnie Donnegan som sit
forbillede. Medens han stadig gik i skole, lyttede han til Buddy Holly, Eddie
Cochran og ikke mindst Muddy Waters. Da det vanskeligt at findplader med den
slags musik, stod han op om natten for at lytte til ”Radio Luxemburg”. For de
unge var Radio Luxemburg en radiostation, dr sendte fra Luxembourg på
mellembølge på 1440 kHz og på grund af atmosfæriske ændringer i stratosfæren i dagtimerne,
var det bedst at lytte til rockmusikken. Det var en af de første radiostationer
i Europa med reklamer og efter nedlæggelsen i 1991 overtog Kina frekvensen til
propagandaradio. I dag er der meget få tilbage af den slags stationer. En af
dem er Radio Caroline, som i dag kan streames fra nettet i
højkvalitetslyd.
Tilbage på sporet. I løbet af de næste år lærte han sig at
spille altsaxofon, mandolin, banjo og elektrisk sitar. Han begyndte også kun at
spille bluesmusik i hans unge teenageår. Han begyndte at spille i irske
showbands, som er orkestre der spiller pop og rockhits. Mange af jeg kender
sikkert den slags orkestre fra jeres ungdom på Damhuskroen og Absalon i
København og f.eks Kit Cat og Lunden i Horsens, hvor jeg havde min ungdom.
Bandet, som hed Fontana, var på opfordring af Rory Gallagher
begyndte at tage Chuck Berrys nummer med på repertoiret og de gik langsomt over
til rythm & bluesmusik. I 1966 tog han tilbage til Cork hvor han dannede
sit eget band, en power trio ved navn ”Taste”. En power trio er bare bas,
guitar og trommer der spiller rock og bluesrock. De fik hurtig succes med deres
musik og de spillede opvarmning for Cream ved deres afskedskoncert i Royal
Albert Hall i 1968 og var med som opvarmningsband for Blind Faith i USA. De
nåede at indspille 4 plader. I 1970 blev orkestret oplyst på grund af
uenigheder om bandets kunstneriske linje og med uenigheder med manageren.
Trommeslageren ville spille jazz og Rory spille blues. Derefter blev han låst i
et halvt år, og på grund af kontraktlige forhold kunne han ikke spile nogen
steder. Han måtte også føre en rets sag for at få dine royalties. Det førte til
at hans lillebror Donald blev manager, og selv om han fik tilbuddet fra Led
Zeppelins Peter Grant, ville han ikke have store kanoner som managers.
Efter Taste gik han i samarbejde med bassisten Gary McAvoy
og trommeslageren Wilgar Campbell. De arbejdede sammen i tyve år. I 1971 blev
han kåret af New Musical Express som årets guitarist. Trods store salgstal på i
alt 10 albums i halvfjerdserne, nåede han ikke stjernestatus som f.eks. Eric
Clapton, trods det han var en ekstremt dygtig guitarist. Han var tro mod blues
og gik ikke på kompromis. Han sagde ved flere interviews at inden Van Morrison,
Thin Lizzy og ham selv var der ingen irske orkestre der gjorde sig
internationalt. De må man sige de er kommet godt efter siden. Han blev i 1975,
da Mick Taylor gik ud af Rolling Stones, inviteret til Rotterdam i Holland,
medens de indspillede ”Black & Blue” albummet. Han jammede med dem, men det
blev ikke til noget samarbejde, da han var tilfreds med sin trio.
Han optrådte i mange tv-shows, blandt andet i ”Rockpalast” i
tysk TV. En koncert jeg i øvrigt så dengang. Op gennem firserne begyndte han at
mis sin selvtillid og blev meget detalje orienteret ved indspilningerne, men
fanskaren var uændret, inklusive mig selv. Som et kuriosum så bevarede han sin
første Fender i alle årene og spillede også på den af og til trods han havde
flere. 2011 lånte amerikaneren Joe Bonamassa den i to shows i London.
I 1995 spillede han sin sidste koncert i Holland, hvor han
havde stærke mavesmerter og han havde muligvis tage en overdosis af paracetamol
(for min regning). Han måtte aflyse turneen og blev indlagt på et hospital i
London. Lægerne kom frem til at en levertransplantation var eneste mulighed.
Efter tretten uger på intensiv, medens han ventede på at blive overført til et
rekonvalescenthjem, fik han en stafylokokinfektion og han døde i en alder af 47
den 14. juni 1995.
Mange af nutidens musikere siger de har luret Gallagher,
blandt andet Slash fra Guns ’n Roses, Johnny Marr far The Smiths, Janick Gers
fra Iron Maiden, Alex Lifeson fra Rush, Glen Tipton fra Judas Priest, Gary
Moore og Joe Bonamassa. Han har solgt 30 millioner albums gennem tiden og det er
ikke længe sien jeg så et helt friskpresset album med ham, så han må stadig
kunne sælges.
Personligt er jeg bare fuldkommen leveret til Gallaghers
musik. Jeg så ham engang for knap 47 år siden i Tivolis Koncertsal den 27.
oktober 1978. En koncert jeg aldrig glemmer, den er i top-10 af de mange
koncerter jeg har set i mit liv.
Jeg håber I vil lytte til ham i dette nummer, hvor han er
helt forrygende og se hans gamle slidte Fender.
Spotify ”Irish
Tour ’74”
YouTube: Tatoo‘d
Lady“
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Brug et værdigt sprog