Vurdering: 🎸🎸🎸🎸Nogle gange må mine
ører gerne udfordres, og det synes jeg denne LP gør.
Igen i denne uge har vi et album der ikke havde kritikkernes
gunst i 1995, hvor det amerikansk San Francisco band Faith NO More’s album ’King
for a Day…Fool for a Lifetime’ udkom på Slash/Reprise Records.
Albummet var skrevet i forskellige genrer. Lige fra heavy metal
over bossanova til powerpop. Det var det anmelderne ikke kunne lide, da de syntes,
at det var en meget ujævn plade. Trods havnede den pænt på hitlisterne.
Vurdering: 🎸🎸🎸(🎸) er bestemt ikke
deres bedste album, og da jeg købte det var jeg en smule skuffet.
Magician’s er
Uriah Heeps 5. album udgivet på Bronze Records september-oktober 1972. Modsat
de forrige albums var kritikken lidt blandet. Hitlisteplaceringerne var ikke
prangende, bortset fra de nordiske lande.
Albummet var stadig
med den originale besætning.
"Rain" fra den senere udgave af Uriah Heep i omkring 2005
Mick Ralph der er født i landsbyen Stoke Lacy, Herefordshire, England i 1944. Han begyndte sin musikalske karriere i bluesrock bandet 'Buddies' i 1964. De fik udgivet en enkelt single. Herefter kom han med i Mod-gruppen 'Doc Thomas Group' ("mod" er en ungdomskultur der går op i mode og musik i 60'erne) som skiftede navn først til 'Silence' i 1968 og så til to 'Mott the Hoople' som fik deres internationale gennembrud med det David Bowie producerede album "All the Young Dudes".
"All The Way from Memphis" - Mott the Hoople
Han forlod gruppen i 1973 og dannede supergruppen Bad Company sammen med Paul Rodgers og Simon Kirke fra Free, og Box Burrel fra King Crimson. De havde samme manger som Led Zeppelin. Allerede deres debutplade havnede på toppen af alverdens albumhitlister. I 1982 forlod han bandet.
Han forsatte karrieren som tour-guitarist for Pink Floyds David Gilmour. Han havde projekter sammen med Chris Slade fra Manfred Mann's Earth Band.
Bad Company med ham blev gendannet i 1986, 1988 og 1999. Herefter holdt han op med turneer på grund af flyskræk. Han var dog på turen med ex-Mott the Hoople Ian Hunter lokalt i UK.
Han arbejdede i mange forskellige konstellationer herefter indtil 2016, hvor han fik et "stroke" som han led af indtil hans død i går
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸
En af de mest oversete musikere i rockverdenen
Nu skal høre om den bedste guitarist nogensinde, som du
aldrig har hørt om, som man har sagt om ham, fordi han trods sin virtuositet
ikke blev lige så berømt som hans samtidige kollegaer Jimmy Page, Jimi Hendrix,
Ritchie Blackmore, Steve Howe, Eric Clapton og Jeff Beck m.fl.
Rory Gallagher blev født 2. marts 1948 i Irland, men
familien flyttede til Derry i Nordirland da bare var 1 år gammel hvor hans
lillebror Dónal blev født. Det skriver jeg, fordi lillebroren var hans manager i
det meste af hans karriere. Senere flyttede moren Monica til Cork i det sydlige
Eire.Moren har for øvrigt optrådt på et
teater i Rorys fødeby, og dette teater hedder i dag Rory Gallagher Teater.
Moderen og faderen Daniel opfordrede ungerne til at spille musik. Faderen
spillede selv harmonika. Rory begyndte lærte sig selv at spille på ukulele som
barn, og da han var ni år, fik han en guitar af forældrene. Som 12-årig vandt
han en konkurrence, og for pengepræmien købte han sin første elektriske guitar.
Som 15-årig købte han en Fender Stratocaster fra 1961.
Rory Gallagher begyndte at spille skifflemusik, som jeg
beskrev under the Kinks. Som alle andre havde han Lonnie Donnegan som sit
forbillede. Medens han stadig gik i skole, lyttede han til Buddy Holly, Eddie
Cochran og ikke mindst Muddy Waters. Da det vanskeligt at findplader med den
slags musik, stod han op om natten for at lytte til ”Radio Luxemburg”. For de
unge var Radio Luxemburg en radiostation, dr sendte fra Luxembourg på
mellembølge på 1440 kHz og på grund af atmosfæriske ændringer i stratosfæren i dagtimerne,
var det bedst at lytte til rockmusikken. Det var en af de første radiostationer
i Europa med reklamer og efter nedlæggelsen i 1991 overtog Kina frekvensen til
propagandaradio. I dag er der meget få tilbage af den slags stationer. En af
dem er Radio Caroline, som i dag kan streames fra nettet i
højkvalitetslyd.
Tilbage på sporet. I løbet af de næste år lærte han sig at
spille altsaxofon, mandolin, banjo og elektrisk sitar. Han begyndte også kun at
spille bluesmusik i hans unge teenageår. Han begyndte at spille i irske
showbands, som er orkestre der spiller pop og rockhits. Mange af jeg kender
sikkert den slags orkestre fra jeres ungdom på Damhuskroen og Absalon i
København og f.eks Kit Cat og Lunden i Horsens, hvor jeg havde min ungdom.
Bandet, som hed Fontana, var på opfordring af Rory Gallagher
begyndte at tage Chuck Berrys nummer med på repertoiret og de gik langsomt over
til rythm & bluesmusik. I 1966 tog han tilbage til Cork hvor han dannede
sit eget band, en power trio ved navn ”Taste”. En power trio er bare bas,
guitar og trommer der spiller rock og bluesrock. De fik hurtig succes med deres
musik og de spillede opvarmning for Cream ved deres afskedskoncert i Royal
Albert Hall i 1968 og var med som opvarmningsband for Blind Faith i USA. De
nåede at indspille 4 plader. I 1970 blev orkestret oplyst på grund af
uenigheder om bandets kunstneriske linje og med uenigheder med manageren.
Trommeslageren ville spille jazz og Rory spille blues. Derefter blev han låst i
et halvt år, og på grund af kontraktlige forhold kunne han ikke spile nogen
steder. Han måtte også føre en rets sag for at få dine royalties. Det førte til
at hans lillebror Donald blev manager, og selv om han fik tilbuddet fra Led
Zeppelins Peter Grant, ville han ikke have store kanoner som managers.
Efter Taste gik han i samarbejde med bassisten Gary McAvoy
og trommeslageren Wilgar Campbell. De arbejdede sammen i tyve år. I 1971 blev
han kåret af New Musical Express som årets guitarist. Trods store salgstal på i
alt 10 albums i halvfjerdserne, nåede han ikke stjernestatus som f.eks. Eric
Clapton, trods det han var en ekstremt dygtig guitarist. Han var tro mod blues
og gik ikke på kompromis. Han sagde ved flere interviews at inden Van Morrison,
Thin Lizzy og ham selv var der ingen irske orkestre der gjorde sig
internationalt. De må man sige de er kommet godt efter siden. Han blev i 1975,
da Mick Taylor gik ud af Rolling Stones, inviteret til Rotterdam i Holland,
medens de indspillede ”Black & Blue” albummet. Han jammede med dem, men det
blev ikke til noget samarbejde, da han var tilfreds med sin trio.
Han optrådte i mange tv-shows, blandt andet i ”Rockpalast” i
tysk TV. En koncert jeg i øvrigt så dengang. Op gennem firserne begyndte han at
mis sin selvtillid og blev meget detalje orienteret ved indspilningerne, men
fanskaren var uændret, inklusive mig selv. Som et kuriosum så bevarede han sin
første Fender i alle årene og spillede også på den af og til trods han havde
flere. 2011 lånte amerikaneren Joe Bonamassa den i to shows i London.
I 1995 spillede han sin sidste koncert i Holland, hvor han
havde stærke mavesmerter og han havde muligvis tage en overdosis af paracetamol
(for min regning). Han måtte aflyse turneen og blev indlagt på et hospital i
London. Lægerne kom frem til at en levertransplantation var eneste mulighed.
Efter tretten uger på intensiv, medens han ventede på at blive overført til et
rekonvalescenthjem, fik han en stafylokokinfektion og han døde i en alder af 47
den 14. juni 1995.
Mange af nutidens musikere siger de har luret Gallagher,
blandt andet Slash fra Guns ’n Roses, Johnny Marr far The Smiths, Janick Gers
fra Iron Maiden, Alex Lifeson fra Rush, Glen Tipton fra Judas Priest, Gary
Moore og Joe Bonamassa. Han har solgt 30 millioner albums gennem tiden og det er
ikke længe sien jeg så et helt friskpresset album med ham, så han må stadig
kunne sælges.
Personligt er jeg bare fuldkommen leveret til Gallaghers
musik. Jeg så ham engang for knap 47 år siden i Tivolis Koncertsal den 27.
oktober 1978. En koncert jeg aldrig glemmer, den er i top-10 af de mange
koncerter jeg har set i mit liv.
Jeg håber I vil lytte til ham i dette nummer, hvor han er
helt forrygende og se hans gamle slidte Fender.
Mange vil sikkert sige Rick hvem??, men de kender sikkert Rick Derringer og så alligevel. Han var med sammen med sin bror i bandet The McCoys fra 1962-1969, der primært var et bubblegum-band, et image de forsøgte at slippe af med. De havde et monster hit med et cover af the Vibrations sang "Hang on Sloopy" fra 1964, som McCoys hittede med året efter.
Da de ikke lykkedes at slippe af med det poppede image, blev de to Derringer-brødre medlem af Edgar Winters gruppe, der var kendt for sin energiske elektriske bluesmusik. Senere i 70'erne gik Rick Derringer solo med en hårdtslående rock. Superstjerne blev han aldrig, til gengæld blev han en meget eftertragtet producer for så forskellige folk som Meat Loaf, Bette Midler, Cyndy Lauper, Barbra Streisand, Weird Al Yankovic.
Den hård blues holdt han fat i hele sit liv gennem mange forskellige konstellationer.
Klik på coveret for at lytte til hele albummet på Spotify
Vurdering: 🎸🎸🎸 –
Hun er muligvis en god popskribent, men spændende bliver hun aldrig.
Også i dag skal vi have en ældre sangskriver og popsanger.
Kim Carnes er 20. juli 1945 i Los Angeles og er åbenbart stadig aktiv. Hendes far
var advokat og moderen var ansat i administrationen på et hospital. Hun vidste
allerede som barn, at hun ville være sanger, men foræderene understøttede det
ikke, og faren syne ikke gang det var et arbejde.
I 1966 var hun med i en folkemusikgruppe der hed The New
Minstrels. I den gruppe befandt også
Kenney Rogers sig. I den periode arbejde hun også sammen Glen Frey og Don
Henley, der senere var med til at danne Eagles. I 1971 skrev hun en melodi til
en actionfilm der hed ”Vanishing Point” der hed ”Sing out for Jesus”.
Senere skrev hun melodier til teenageidolet David Cassidy,
blandt andet til albummet ”Dreams are Nuthin’ More than Wishes” og ”Cassidy
Live!” i 1973 og 1974. Hun havde allerede i 1971 udgivet sit debutalbum ”Rest On
Me” uden synderlig succes.
Hendes andet selvbetitlede album fra 1975 på A&M Records
indeholdt hendes første hit som 32 med melodien ”Your’re a Part of Me” p å Billboard
US Adult Contemporary chart. (voksenpop). Melodien blev senere indspillet af
Rita Coolidge og Ann Murray.
I det hele taget var andre begejstrede for hendes kompositioner,
blandt andet Barbra Streisand. I 1981 arbejdede hun sammen med Kenny Rogers
igen. Hun havde også et nummer et hit i 9 uger, som var et gammelt Jackie DeShannon
hit ”Bette Davis Eyes” fra 1974. Den sang betød at albummet ”Mistaken Identity”
også blev nr. 1 på Billboard 200. Sangen ”I'll Be Here Where the Heart” fra 1983
vandt hun en grammy for. Den var med i soundtracket til filmen ”Flashdance”
Kim Carnes stemme er kendt som en ru rusten stemme, som Rod Stewart
og Bonnie Tyler. Stilen er pop og poprock. Hun har ikke været en megastjerne,
men hun har haft sine succeser på i Nordamerika og Europa.
Diskografi:
Rest
on Me (1971)
Kim
Carnes (1975)
Sailin' (1976)
St.
Vincent's Court (1979)
Romance
Dance (1980)
Mistaken
Identity (1981)
Voyeur (1982)
Café
Racers (1983)
Barking
at Airplanes (1985)
Light
House (1986)
View
from the House (1988)
Checkin'
Out the Ghosts (1991)
Chasin'
Wild Trains (2004)
Spotify:
Valget bliver ”Mistaken Identity”
YouTube: ”Bette Davis Eyes” som blev hendes
største hit:
Det skal ikke være kendte kunstnere alt sammen. Salem 66 er undergrunds indieband fra Boston i USA. Beth Kaplan var leder af bandet Jeg har lige stødt på dem ved anmeldesen af dette album, der får 4½ stjerne ud af fem hos AllMusic.com. Så bliver jeg som altid nysgerrig.
Jeg havde aldrig hørt om dem, og de ganske ok at høre på med deres melodiske rock. Det kører bagrunden lige nu. De har udgivet fire albums i perioden fra 1982-1990, hvor de gik i opløsning.
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸(🎸)
Jeg har altid haft et blandet forhold til Beach Boys, da jeg synes de var lidt
for poppede og ”lalleglade!”, men jeg må indrømme deres melodier er
velkomponerede og velproducerede, takket være især Brian Wilson. Der vokalarbejde
er helt unik. 4½ sniger jeg mig op på.
Dette er jo et band man slet ikke kan komme uden om, uanset
om man kan lide dem eller ej. Det kan jeg nu godt. The Beach Boys blev dannet
allerede i 1961 i Californien af tre brødre. Originalbesætningen så således ud.
Brian Wilson – født 1942 – vokal, keyboard og
bas
Dennis Wilson – født 1944 – vokal, trommer og
keyboards
Carl Wilson – født 1946 – vokal, guitar, bas og
keyboards
Mike Love – født 1941 – vokal
Al Jardine – født 1942 – vokal, guitar, bas og
banjo
Det var et band der blandede den nye rock ’n roll, og de
gamle popvokalgrupper og den sorte r&B, med klassiske og jazz elementer.
Samtidig med de gjorde kraftig brug studieteknikker og alt det skabte deres
helt unikke lyd. Jegkende ikke nogen der lyder som dem. De har en kæmpe
indflydelse på den fremtidige musik og på poppen og rocken blev anerkendt so
men kunstart. De havde indflydelse på psykedelisk musik, progressiv rock, punk
og alternativ rock. Tro det eller lad være, men de var et de få bands, der kunne
modstå den britiske invasion af bands i tresserne. Det var der ikke mange der
kunne. De er så til gengæld kommet kraftigt igen senere.
I 1958 fik Brian Wilson en spolebåndoptager og brødrene
lærte at synge vokalharmonier, samtidig med de optog det på bånd med en smule
overdub. Familien kan ikke have manglet penge. Brødrene lyttede også meget til
R&B. Efter t par år fik de kontrakt og de kalder gruppen ”The Surfers”, men
det navn var allerede optaget så det blev til The Beach Boys fundet på af
reklamemanden på Candix Records. De udgav deres første single ”Surfin’” i 1961
og deres anden single i 1962 ”Surfin’ Safari”. ”Surfin var en lokal succes og
havnede 75. plads Billboards Hot 100-liste.
Nytårsaften 1961 havde de deres første liveoptræden og
senere i 1962 fik de kontrakt med Capitol Records, da Candix var gået konkurs i
mellemtiden. I 1962 udgav de ”Surfin’ Safari” der havnede på en 14. plads og
spillet radioen så langt væk som i New York. Her vil jeg lige tilføje at
musikken fra østkysten af USA og vestkysten er meget forskelligt, man kan
næsten altid høre om de kommer fra øst eller vest. Det samme gælder nord og
syd. F.eks. sydstatsblues også kaldet deltablues (Muddy Waters, Stevie Ray Vaughan)
og Chicago-blues (John Lee Hooker, Steve Miller) Deres debutalbum hed også
”Surfin’ Safari”. De blev kald et surf-band, men modsat andre surf bands brugte
de vokalharmonier, modsat de andre surf bands var instrumentale.
I januar 1963 fik de deres første top-10-hit med ”Surfin’
U.S.A”. Brian Wilson mødte Phil Spector der kendt for ”Wall of Sound” som man
kender fra mange grupper, og den lyd tog Brian Wilson til sig. Det var specielt
Ronettes ”Be My Baby”der inspirerede
ham. DE følte også på det tidspunkt si presset af the Beatles og de skrev deres
sidste surf-sang ” I Get Around”. De nye sange fra albummet ”All Summer Long”
viste sig at kunne konkurrere med Beatles og andre britiske grupper.
De havde adskillige kæmpe hits, men i slutningen af 1964 fik
Brian Wilson stresstilfælde og holdt sig fra turnelivet, og han blev afløst af
Glenn Campbell etårs tid, medens Brian Wilson var dog indblandet i
indspilningen af deres ”The Beach Boys Today” som kom i 1965 og var et de
første albums ment som et kunstnerisk statement noget de nok var inspireret i
fra engelske bands.Det næset album ”Pet
Sounds” blev en kæmpe succes og anmelderne var fuldstændig vilde med det. Selv
Paul McCartney syntes det var et fremragende album og havde en indflydelse på
hvordan Beatles Sgt. Pepper kom til at lyde, siges der?
Fra 1965 til 1967 var de inde deres psykedeliske æra. De
blev inviteret til Monterrey Pop Festival i 1967 som var en del af ”Summer of
Love” som ville repræsentere den nye rock, men de ville ikke stille op da de
syntes, festivalen var for politisk med de rigtige flowerpower-meninger. Festivalen
havde navne som Doors, Janis
Joplin, Country Joe & The Fish, Eric Burdon & the Animals, Simon &
Garfunkel, Canned Heat, Steve Miller Band, The Byrds, Otis Redding, Aretha
Franklin, Jefferson Airplane, Jimi Hendrix, Grateful Dead, og mange flere. Dette
var nok festival kulturens fødsel den 16-19 juni 1967.
Herefter gik der rygter om opløsning fordi de ikke dukkede
op på Monterrey. De blev herefter sat i forbindelse med Manson-Tate mordene,
men det var kun konspiration og blev afvist af politiet. Capitol Records
skyldte dem 2 millioner $, hvilket førte til et brud med pladeselskabet og
Capitol og retssager som de vandt.
Bandet er stadig aktiv med fire af de gamle medlemmer og
deres betydning for rockmusikken er kæmpestor. Det sidste album ud af 29 udkom
i 2012 med navnet ”That’s Why God Made the Radio”
Delvis diskografi:
Surfin' Safari (1962)
Surfin' U.S.A. (1963)
Surfer Girl (1963)
Little Deuce Coupe (1963)
Shut Down Volume 2 (1964)
All Summer Long (1964)
The
Beach Boys' Christmas Album (1964)
The Beach Boys Today! (1965)
Summer
Days (And Summer Nights!!) (1965)
Beach Boys' Party! (1965)
Pet Sounds (1966)
Smiley Smile (1967)
Wild Honey (1967)
Friends (1968)
20/20 (1969)
Sunflower (1970)
Jeg har er jo hardrock-dreng, så jeg har ikke dyrket dem
andet end i radioen, men jeg anerkender deres dygtighed og kan sagtens lytte
til dem.
Anbefalet album på Spotify ”Pet Sounds”
Videoen er ikke fra albummet "Pet Sounds", men fra "Smiley Smile"
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸- Et
band der ødelagde deres karriere med narkotika, men kunne have bragt det til
noget meget større.
Dette gamle funkrock band fra San Francisco nåede at sætte
et ordentlig aftryk funkmusikken fra 1966-1983. De blev stiftet af følgende medlemmer
i 1966:
Sylvester ”Sly” Stone – født 1943 – guitar,
vokal, bas, orgel og mundharpe
Freddie Stone – født 1947 – guitar og vokal
Cynthia Robinson – født 1944 – trompet og vokal
– død 2015
Jerry Martini – født 1942 – saxofon
Little
Sister Vet Stone, Mary McCreay og Elva Mouton – backingvokalister
Larry Garaham – født 1946 – bas og vokal
Greg Errico – født 1948 – trommer
Rose Stone – født 1945 – vokal og piano fra 1968
De fleste undtagen Errico var med hele vejen og bandet blev
udvidet fra tid til anden. Sly’s forældre flyttede fra Dalals til Vallejo i
Californien og der indspillede de yngste børn allerede en 78 rpm-plade i 1952
der var et kristen stykke musik der hed ”On the Battefield of the Lord” De
kaldte sig ”The Stewart Four”. Stewart
var deres efternavn. Sly hed i øvrigt Sylvester. Da Sly og Freddie gik i
highschool, spillede de i et doo-wop-band der hed ”The Viscaynes”. De udgav
nogle få lokale singler, hvilket Sly også gjorde som solist. Under navnet Danny
Stewart.
I 1964 blev
Sylvester Stewart DJ på en r&b-radiostation under navnet Sly Stone. Han
havde dog også the Beatles og the Rolling Stones i sine playlister. Samtidig
arbejdede han som producer for Autumn Records. Så i 1966 dannede han et band
der hed ”Sly and The Stoners”. Freddie havde samtidig et band der hed ”The
Stone Souls” Efter et forslag fra Martini fusionerede de deres bands. Ved deres
første gig kaldte de sig ”Sly Brothers and Sisters”.
Efter en koncert skrev
CBS Records kontrakt med dem og de udgav på deres Epic Records under navnet
”Sly & The Family Stone” deres første album ”A Whole New Thing” i 1967.
Albummet fik pæne roser af kritikerne, blandt andet fra Tony Bennet.
Han begyndte slev at
skrive sin musik og singlen ”Dance to the Music” blev et kæmpe hit som nr. 8 på
Billboard Hot 100. Albummene de u2dgav, havde ikke de stor succeser og de blev
smidt hjem fra en UK-turne på grund brug af marihuana.
I 1968 udgav de singlen ”Everyday People” som blev deres
første nummer 1 hit. Det var en sang mod fordomme af en hver slags. Singlen var
en forløber til deres album ”Stand!” der blev solgt i 3 millioner eksemplarer.
Det sikrede dem en plads på plakaten på Woodstock Festivalen i 1969. De havde derefter
nogle singlehits.
Så skete der det at hele bandet blev frygtelig afhængig af kokain
og PCP, og de havde kun et hit indtil 1971. De havde aflyste koncerter på grund
Sly Stones afhængighed af stoffer.Der
var interne uenigheder, især på grund af livvagterne, der var hyret fra mafiaen. Ud
over vagtopgaver skulle de skaffe narko.
Men i 1971 fik de igen et nummer 1 hit på Billboard Hot 100
med ”Family Affair” fra albummet ”There is a Riot Going On” i 1973 mistede han
hele rytmesektionen på grund af Sly’s kokainmisbrug. I 1974 fik de det sidste
top-40 hit med ”Loose Booty”
Langsom gik det ned ad bakke og succesen fra de sene 60’ere
var slut i 1983. Hans musik fik blandt andet indflydelse på Herbie Hancock og
Miles Davis brugte hans måde at spille funk på i deres musik. 8 millioner
albums nåede de at sælge.
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸
Kiki Dee har en fantastisk stemme, der desværre ikke førte den helt store
succes med sig.
Kiki Dee med det borgerlig navn Pauline Matthews blev født 6.
marts 1947, i Bradford, England. Allerede som 10-årig vandt hun en sangkonkurrence
og som 16 fik-årig hun sit første betalte job i showbusiness. Når hun sang til jul
hjemme hos familien, fik med det samme alles opmærksomhed. Hun lyttede som barn
i 50’erne til sin storebrors Elvis-plader til hendes store fornøjelse.
Som 16-årig arbejdede hun hos Boots (svarer til Matas i
Danmark) og om aftenen sang hun i et danseorkester i Leeds. En talentspejder
fra et pladeselskab fik øje på hende og inviterede hende til London til audition.
Det gav hende i 1963 en pladekontrakt med Fontana Records.
Hun begyndte sin pladekarriere med ar være korsanger for
blandt andet Dusty Springfield. Hun udgave 11 singler uden succes hos Fontana,
men Tami Lyns (en amerikansk soulsanger) melodi ”I'm Gonna Run Away From
You" blev et hit på piratradioerne Radio Caroline og Radio London. Desuden
var hun korsanger på nr. 1 hittet ”Everlasting Love” med Love Affair. Hun debuterede med et album i 1968, der hed ”I’m
Kiki Dee” med en del Phil Spector covers. I USA blev hun den første hvide europæer
der skrev kontrakt med Motown. Et album jeg ikke kan finde hverken hos Spotify
eller Yousee.
Først i 1971 kom der gang i solokarrieren, da hun skrev
kontrakt med Elton Johns pladeselskab The Rocket Record Company. Hendes første
hit var den franske ”Amoureuse” i en engelsk oversættelse. Desuden var backing
på en hel del af Elton Johns melodier.
Hendes største hit var ”Don’t Go Braking My Heart” i duet med
Elton John og lyrik af Bernie Taupin. Den blev nr. 1 i både UK og USA.
Herefter blev der stille omkring hende, dog med et hit i
begyndelsen af firserne. Dog var hun af til backing for Elton John.
Stilen er pop og blue-eyed-soul. Hun har kun solgt en ½
million albums, hvilket ikke er meget i UK.
Vurdering: 🎸🎸🎸🎸(🎸) Peter Sommer får 4½ på grund af teksterne,
men også for at musikken ikke bliver for poppet.
Peter Sommer Christensen eller bare Peter Sommer er født 28.
august 1974 i Aarhus og opvokset i Skanderborg.
Hans karriere begyndte med bandet Superjeg sammen med
Carsten Valentin Lassen. De udgav 2 albums i henholdsvis 2002 og 2003.
I 2004 udgav han sit første soloalbum der hed ”På den anden
side” Fra den kommer singlen ”Valby Bakke” der blev P3’s uundgåelige og i 2004
vandt han P3’ Gulds hovedpris på 100.000 kr.
Han fulgt op på albummet i 2006 med albummet ”Destruktive
vokaler” med hvilket han vandt årets popudgivelse ved Danish Music Awards
Med albummet ”Til rotterne, til kragerne, til hundene” vandt
han prisen som årets mandlige kunstner, årets rockudgivelse og årets
sangskriver. Han vandt også hele 4 priser ved uddeling af ”Steppeulven” som
udeltes af danske musikkritikere fra 2003-2021, og uddeles ikke længere. Det er
nok sparehensyn på redaktionerne. Han arbejdede også sammen med Simon Kvamm fra
Nephew. De kaldte sig ”De Eneste 2”
Anmelderne har gennem hele hans karriere været begejstrede for
hans behandling af ordene fra det danske sprog, blandet med iørefaldende poprock.
Diskografi:
På den anden side – 2004 – nr. 5
Destruktive vokaler – 2006 – nr. 4 – platin
Til rotterne, til kragerne, til hundene – nr. 6
Al forladt – 2013 – nr. 2
Elskede at drømme, drømmer om at elske – 2018 –
nr. 2 – platin
Stærk strøm hen over ujævn bund – nr. 2
PSPHPT – 2021 – nr. 9
De uforelskede i København – nr. 2
Verden Volume – 2025 – ej placeret endnu
Jeg har valgt hans 5. album ”Elskede at drømme, drømmer om
at elske”
YouTube bliver titelnummeret som er i stilen, ja dream-pop
sjovt nok
