Min betragtninger om fankulturen i pop- og rockmusikken
I morges læste jeg om swiftiefans på dr.dk og jeg kunne læse at tidligere
finansminister Bjarne Corydon havde været Taylor Swift-fan i 7 år initieret af
datteren. I Berlingske kunne jeg læse at en 24-årig kvinde, som skal til 7
koncerter med Taylor Swift i år, og at hun bruger omkring 30.000 kr. billetter etc.
Den
sidste artikel fik mig til at tænke, at jeg skal skrive om fankulturen i pop- og
rockmusikken. Helt uvidenskabligt, da jeg hverken er anropolog, sociolog eller psykolog
1)
Persondyrkelsen
2)
Musikdyrkelsen
3)
Subkulturer
1.
Persondyrkelsen
Der har lige så længe musik har været tilgængelig på musikmedierne
78’ere, vinylplader, kassettebånd, CD’er, mp3-filer og streamingtjenester som Tidal, Spotify
etc. været en fankultur omkring musik og dens udøvere. Selv i jazzens
velmagtsdage var der en fankultur omkring navne som Louis Armstrong og danske
Leo Matthiesen.
Min egen lommeteori er, hvis mennesker har en fælles
interesse i en person, så har de et tilhørsforhold sammen med andre. Visse
mennesker elsker at følge deres idoler i tykt og tyndt, og kan næsten have
samme meninger som kunstneren. Musikken træder lidt i baggrunden, selvom
kvaliteten ikke er på sit højeste. Dette giver disse mennesker et tilhørsforhold.
Eksempler kronologisk gennem tiden
kan være Elvis Presley, Cliff Richard, the Beatles, the Rolling Stones, Doors,
Deep Purple, David Cassidy, the Osmonds, Sex Pistols, Madonna, Blur, Jennifer
Lopez (J-Lo).
.jpg)
Disse kunstnere har en enorm magt og indflydelse på deres fans, og
hvis de siger hop, så hopper de. Det kan være farligt, især hvis man også fansene lever
ligesom stjernerne, der lever på kanten. Eksempler var hippietidens forbrug af
stoffer, der førte til en enorm stigning i forbruget af cannabis og hårdere
stoffer. En anden ting kan være en form
psykisk ’afhængighed’ af idolet, især i teenageårene. Det har jeg kendt flere
eksempler på i min ungdom i 70’erne. Det kan også have en effekt på den generelle
holdning i samfundet på lang sigt, for der ingen tvivl om at hippierne og
flowerpowerbevægelsen har fået en kæmpe indflydelse på nedbrydning af autoriteterne
på læreanstalter og samfundet i hele den vestlige del af verden.Eksempler er protestsangernes involvering i Vietnam-krigen, som gjorde at tusinder og atter tusinder gik på gaderne for at demonstrere mod
krigen. Den politiske indflydelse er kommet fra kunstnere som Bob Dylan, Neil
Young, men også danske kunstnere som Røde Mor og Skousen & Ingemann. Tænk
bare på Christiania-støttepladen. Personligt var det nok grunden til at jeg blev
mere bevidst om samfundet som sådan, og det modnede mig. Jeg var nødvendigvis
ikke enig de ofte kommunistiske holdninger. Taylor Swift siges også at have politisk indflydelse.
Helt specielt var dyrkelsen af the Beatles, som end ikke
Taylor Swift kan matche. Fansene var så dedikerede, at alt andet musik end the
Beatles var ikke ret meget værd. Jeg husker tydelig den rivalisering der var i
skolegården mellem Beatles-fans og Rolling Stones-fans. Senere også mellem the
Kinks og the Animals. Beatles-fansene blev ’voksne’ sammen med the Beatles,
selvom musikken gennem 8 år ændrede sig fundamentalt fra det simple i ’Love Me
Do’ til den lidt syrede og funky ’Come Together’. Fansene var trofaste og er
det indtil i dag.
Et andet eksempel er David Cassidy der var skuespiller i the
Partridge Family, hvor produceren mente at han også skulle prøve at synge, og
på grund af hans gode androgyne udseende blev han verdensberømt i løbet af ingen
tid, selvom talentet som musiker og sanger ikke var specielt stort. Hans karriere
stoppede brat i London, hvor 650 tilskuere blev mast op mod scenen af hysteriske
fans, hvor en 14-årig pige døde. Et lignende eksempel er fra 60’erne er the
Monkees, som var en tv-serie om et band. De havde en enorm fanskare. Så vidt jeg
husker blev begge serier vist på tysk tv og ikke på dansk tv. De fik en enorm
fanbase.
Samtidig med David Cassidy i 70'erne var der the Osmonds med Donny, Marie
og Jimmi Osmonds, som appalerede til helt unge teenagere og børn. Det samme
gjorde Bay City Rollers fra Storbritannien, som dog hurtigt gik i sig selv
igen. Fra da af var børn lige pludselige en målgruppe for pladeselskaberne.
Jeg mener ekstrem idoldyrkelse skyldes disse mennesker
fylder deres liv op med et indhold de ellers ikke kan i dagligdagen, og det gælder også
andre forhold som politikere, fodboldspillere og hold. Tænk bare på Brøndby IF og deres fans.
Der har jeg aldrig været, men jeg har dog dyrket musikere i mine helt unge dage,
herom i næste afsnit.
2.
Dyrkelse af musikken
Det er nok denne kategori jeg mener hører til. Hvis jeg ser
tilbage min pure ungdom, så var det the Beatles årsagen til min interesse for musik blev lagt, da de indspillede ’She Loves You’ som vi knægte gik og skrålede i
skolegården på dårligt engelsk (si loves tu yeah yeah). Vi gik kun i 1. klasse, og engelsk var ikke på
skoleskemaet og dengang i 1963. Vi blev heller ikke bombederet med engelsk alle vegne
fra.
Denne form for ’idoldyrkelse’ er ikke så synlig i medierne. I
dette afsnit tager jeg udgangspunkt i mig selv. Der gik ikke lang tid før jeg
opdagede, at hvis jeg slog lyttebøfferne ud, så var der altid noget at hente i
nyopdaget musik. Egentlig var det nok min mor, der lærte at lytte når der var klassisk
koncert i dansk TV, og så skulle jeg gætte hvilket instrument man kunne høre.
Det giver en helt anden intens oplevelse.
Første gang jeg blev helt solgt til et stykke musik, var vel egentlig the Animals coverversion af bluesklassikeren
’House of the Rising Sun’ og Alan Price hammondorgelspil, og Eric Burdons
vokal, der slog benene væk under mig. Senere var det Doors ’Light My Fire’, Jimi Hendrix ’ All Along the Watchtower’
Jethro Tull’s LP ‘Stand Up’, bare for at nævne nogle få.
Vi var nogle stykker der dyrkede musikken seriøst, og vi læste musikanmeldelser. Vi havde de samme musikere som vi så op til og
vi diskuterede musikkens detaljer som basspil, guitarsoloer. Hver gang de kom
et nyt album, havde vi igen at noget at diskutere. Det var især guitarister vi dyrkede,
om hvem der var bedst Jimi Hendrix, Jimmy Page, Ritchie Blackmore, Mik Box, Tony
Iommy etc. Det var selvfølgelig subjektivt, men det tænkte vi nok ikke så meget
over.
Jeg var blevet kæmpe fan af Deep Purple, især efter deres livealbum
’Made in Japan’ fra 1972 og var det i mange år fremefter. Jeg købte alt hvad jeg
kunne komme i nærheden af LP’er, også spinoffs som Rainbow og Whitesnake. På et
tidspunkt blev jeg nok træt af at høre dem, og der gik mange år inden jeg hev
dem frem af skuffen igen. Et andet band som jeg også dyrkede, var Jethro Tull. Det holdt
ved mange år, og der var nok ikke en dag, hvor jeg ikke hørte ’Tull’ som vi kaldte
dem. Indtil den dag hvor de udgav albummet ’Under Wraps’, der skuffede fælt. Så
fælt, at der gik lang tid inden jeg lyttede til dem igen. I dag lytter jeg igen med glæde til både Jethro Tull og Deep Purple.
Op gennem 80’erne, blev jeg faktisk mere og mere skuffet over
musikken der stømmede ud fra pladeselskabene. De gamle var ved at blive ældre og var ikke så kreative længere, og
pladeindustrien dyrkede nu mere udseendet end musikken. Der kom ikke meget nyt
til på nær nogle få, der vovede noget. Så da 90’erne kom sprang jeg ikke lige
på grunge- og brittpop-bølgen. Det kom først nogle år senere.
Her i mine ’gamle dage’ har jeg kastet mig over musikken
igen, og new wave, punk, grunge etc. er kommet på repertoiret. Den klassiske
musik hare jeg altid dyrket, som før skrevet var det min mors skyld. Operaen
lærte min kære kone mig at holde af, ved at slæbe mig med i operaen. Så er der
jo soul og jazz, men ikke traditionel New Orleans-jazz, men Ben Webster og
lignende og fusionsmusikken har også mit hjerte. Så viften i dag er bredere,
hvilket gør at musikken aldrig bliver kedelig, selv poppen har vundet mit hjerte.
Jeg kender folk, der dyrker musik f.eks. heavy metal, der foragter
alt andet musik. Jeg synes de går glip af noget ved ikke at forsøge, og der skal
mere end en gang til, lidt ligesom at lære at cykle. Det ved jeg fra operaen.
Fanatisme fører sjældent noget godt med sig. Hvor ofte har jeg ikke hørt klassiske tilhængere tale nedladende om pop, uden at de ved en pind om pop.
3.
Subkulturer
Den rytmiske musik har ført mange subkulturer med sig eller
er det omvendt? Der har været mange subkulturer op gennem tiden. Hvem tænker på
at the Who ikke var et hippie- og flowerpowerband. The Who tilhørte mod-kulturen 'mods',
som var unge mennesker i pænt tøj, der kørte scooter som eksiterede fra 50’erne
og op igennem 60’erne. Hvis i kender satire serien fra BBC ’The Young Ones’
hvor Mike netop er en ’mod’. De andre tre er hippie, anarkist og punker der
læser på universitetet. En anden gruppe var Small Faces. The Who nægtede at stille
op på de store hippiefestivals. Modkulturen til mods var rockere på motorcykler og i lædertøj
(ikke Hells Angels etc.)
Andre subkulturer er
- Punk – opstod i New York (1974) og London (1976)
kendetegnet ved punkmusik som the Clash og amerikanske Ramones og Iggy Pop.
- Hippier – sprang ud af beatnikkulturen i New York,
kæmpede for fred og borgerrettigheder. Musikken var ofte psykedelisk og interlektuel underpåvirkning af LSD.
- Metalheads – er hægtet direkte op på heavy metal.
De har ofte en stor tolerance for andre subkulturer. Er ofte hvide mænd fra
middelklassen, men der er er også kvinder. Musikken her er det bærende i alle dens afarter.
- Goth – Er også en musikbaseret subkultur –
Musikken er new wave f.eks. Siouxsie & The Banshees, Bauhaus og the Cure. Det er en
kultur der avanceret, der tager middelalderlige kultiske temaer op i både den
sorte tøjstil, i litteraturen og i film, som kan være horrorfilm. Tænk på Stefanie
Meyers vampyr-serie både som bog og film. De er ofte klædt sort med mørk sminke og
kan have piercinger.
- Fandom – Ofte meget dedikerede fans der går op i
en hver detalje om idolet ofte samlet på sociale medier. F.eks. swifties.
- Glam rockere - er en fankultur omkring musikere i 70'erne, det trak på alle genrer gennem flere årtier. Det var en forkastelse af hippiekulturen
og var mere flamboyant og havde ofte et androgynt udtryk. En musiker var Marc Bolan
allerede i 1971 med ’Hot Love’ med T. Rex. Han startede hele bølgen. Andre er Roxy Music, Sweet, Slade, David Bowie,
Elton John, Alice Cooper og Queen. Musikken var forskellig i alle genrer, men
tøjet var glimmer, høje plateausåler og sminke til både mænd og kvinder. Et arkeeksempel er New York Dolls.
- Hiphop – Det er en subkultur der er opstået i
Bronx, New York i slutningen af 70'erne, hvor musikken og kulturen opstod som en modstand mod narkotika
og vold. Den blev udført af afro-amerikanere og indvandrere fra Caribien. Musikken
er stiliseret rytmisk med tekst udført rytmisk, med brug af scratch og
trommemaskiner. (for min regning, det var nok billigt dengang) De går ofte i løst hængende
tøj i alle farver. Det kom senere en konkurrent fra Los Angeles. Vodl og narko er senere næsten belve synonymt med hiphop og rap.
- Grunge – Kulturen er udsprunget af Seattles
rockscene i midten af firserne, der fusionerede heavy metal og punk med
temmelig meget forvrænget guitar. Det er bands som Sonic Youth, Nirvana.
Teksterne var ofte depressive med om lavt selvværd, svigt og social isolation.
Tøjet var ofte brugt tøj fra velgørenhedsbutikker og grunge-bevægelsen blev en anti-forbrugerbevægelse.
Kvinderne kunne på at klæde sig som ”børneludere”.
Jeg vil ikke beskrive alle subkulturer. I Danmark var det simpelt,
da jeg var ung. Enten var man hippie, disker eller knallert-rocker (stadig ikke
Hels Angels etc). Jeg var nok lidt af det hele. Jeg lærte desvære aldrig selv at spille.
.jpg)
.jpg)
.jpg)