The Dark Side of The Moon – Pink Floyd – 1973

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 Jeg mangler simpelthen en syvende guitar

Dette album er verdens næst meste solgte album som i 2017 havde solgt i alt 44 millioner eksemplarer, altså langt mere end de fleste bands har solgt i deres ”levetid”. Albummet blev udgivet 1. marts 1973 og var det 8. studiealbum fra den progressive rockgruppe.

Albummet blev udviklet under koncertturneer og var tænkt som et koncept album der handlede om de hårde liv på landevejen med koncerter i en ny by hver dag. Desuden handlede det også om det afgåede medlem i 1968 Syd Barret, der fik psykiske problemer, måske på grund af et overforbrug af LSD. Det er indspillet i EMI Studios i London. Indspilningen var tekniskset på et meget højt niveau, med brug af 16-sporsbåndoptager og analoge synthesizere, som var det ypperligste i 1972. Teknikeren på albummet var Allan Parsons, kendt fra Allan Parsons Project. Albummet har fået 14 gange platin i UK og har ligget sammenlagt 965 uger (18,5 år) på Billboard top-200. Faktisk i en udbrudt række fra 17. marts 1973 to 16 juli 1988, i alt 936 uger.

Cover designet er nærmest blevet Pink Floyds logo som viser lyset brydes i mange farver gennem et prisme. Pink Floyds covers var altid til diskussion med pladeselskabet, det helst ville have traditionelle covers med bandnavn og titler på forsiden. Mange deres covers er designet af kunstnergruppen Hipgnosis i London, som lavede mange kunstcovers til rockgrupper, eksempler er T. Rex, Led Zeppelin, Black Sabbath, Genesis, Alan Parsons Project, Styx, Paul McCartney & Wings, 10cc, Scorpions og Bad Company.

Albummet kastede en grammy af til Allan Parsons. Det siges også at have indflydelse på Radiohead's OK Computer. I 2013 blev The Dark Side of the Moon udvalgt til bevarelse i United States National Recording Registry af Library of Congress for at blive anset som "kulturelt, historisk eller æstetisk betydningsfuld". Det regnes for at være t verdens mest betydningsfulde albums indtil nu, hvilket flere af deres album også regnes for.

Min egen tilgang til albummet er så vidt jeg husker at jeg hørte albummet på en kammerat i kvadrofoni, hvilket var helt uhørt at dengang. Et lydsystem som aldrig rigtig slog igennem før det lignende system surround system slog igennem på filmsiden. Det var ikke alle numre der var indspillet i sådan. Jeg glemmer aldrig den oplevelse af fyldig lyd den plade havde. Der gik adskillige år inden jeg selv anskaffede det, efter mit kassettebånd var slidt op. Kassettebåndet yder slet ikke retfærdighed til Pink Floyds musik. Det er virkelig et af de albums jeg stadig hører og som har været med til at forme min musiksmag.

https://open.spotify.com/album/2WT1pbYjLJciAR26yMebkH?si=oPFME82MTDOP00XkGnRdmg

Nummeret fra YouTube er Speake to Me/Breathe som er lidt drømmende musik, nærmest new age

https://youtu.be/DLOth-BuCNY