09 januar 2023

Uge 2 - Thick as a Brick – Jethro Tull

 

Thick as a Brick – Jethro Tull – 1972

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 et fantastisk konceptalbum


Som jeg skrev for en uges tid siden, vil jeg præsentere ugens album blandt de albums jeg holder meget af. Det er meget svært at vælge mellem ca. 700 titler fordelt nogenlunde ligeligt mellem vinyl og CD. Her i uge 2 har jeg valgt det første jeg købte med Jethro Tull. Jeg kendte godt nok ”Benefit”  og Stand Up” i forvejen. Da jeg købte det havde jeg vel ikke engang 10 lp’er stående i den rødmalede ølkasse. Ølkasser var vældig populære på teenageværelser i 70’erne. Billigt og solide som de var og de kunne stables. Nok om det.

LP’en ”Thick as a Brick” udkom i England 3. marts 1972, og nok hen på sommeren i Danmark. Dengang udkom udenlandsk musik med nogle måneders forsinkelse i Danmark. Albummets musik var skrevet af bandets karismatiske leder Ian Anderson, guitarist og tværfløjtespiller samt sanger. Selve albummet var arrangeret af hele orkestret. Det regnes for at være Jethro Tulls første album der var progressiv hele vejen igennem. Albummet fik varierede anmeldelser. Før det album havde numrene været rock, folkrock med klassiske inspirationer, samt bluesrock.

Albummet er et såkaldt konceptalbum, som var temmelig in på det tidspunkt. Et konceptalbum er et album med et gennemgående tema. F.eks. Who’s Tommy. Dog var Tull’s ment som en parodi på konceptalbums fra netop Yes og Emerson, Lake and Palmer. Faktisk blev musikken også krediteret for at være skrevet sammen med den fiktive skribent ”Gerald Bostock”, som mange fans misforstod som værende en rigtig person. Det var kun ment som en joke.    

Musikken er skrevet som enkelt numre, men er linket sammen af musik skrevet i studiet og det blev således et sammenhængende nummer, dog delt op i to, et på hver side af LP’en. Coveret bestod af en 12 siders parodi på en avis, med dårlig fiktiv journalistik, som man kunne folde ud. Det var et album der blev lavet på 5 uger i 1971, og bandet erindrer at det havde det rigtig sjovt og mange af teksterne var skrevet med inspiration fra satiregruppen Monty Python. Som jeg skrev et det et progressivt rockalbum, hvilket vil sige at der er temposkift i numrene. Faktisk er det et langt medley af numre inspireret af klassik, folk og rock. Instrumenteringen var også blevet udvidet med klokkespil, cembalo, saxofon, violin, lut. Altså meget anderledes end deres hidtil blues inspirerede rock. De havde dog flirtet lidt med stilen tidligere.

Pladeselskabet Chrysalis hev sig tøjret ved avisudgivelsen, men Ian Anderson insisterede. For som han sagde ”hvis man kan lave en rigtig avis dagligt til ingen penge, så kan vi også”.

Albummet blev nr. 5 i UK og nr. 1 USA, Canada og Australien og mange andre lande. Kritikkerne blødte op, da de ligesom havde slugt kamelen, for det var virkelig et album der så meget anderledes end man hidtil havde hørt. All Music kalder albummet et af de få som holder sig op gennem årtierne. Et andet magasin ”PopMatters” siger at det album viser hvor frie musikerne var den gang i tresserne og halvfjerdserne. Bladet Rolling Stone har det som nummer 7 i deres liste over de bedste progressive album nogensinde. Getty Lee fra Rush og Steve Harris fra Iron Maiden har sagt det et af deres yndlingsalbums.

Personligt er det af de få vinylalbums som jeg har slidt op og måtte genanskaffe. Det tog mig lang tid at skaffe et eksemplar med avisen på vinyl. Jeg hører det stadig jævnligt og er nok mit favoritalbum fra Jethro Tull ud af de 15 albums jeg har med dem.

Link til Spotify

https://open.spotify.com/album/1ZxChDw03SUFGUz0RC8A8M?si=aMPt4_h7QKGHGt_JbjYy9Q

 

YouTube – lydkvaliteten er ikke helt i top, men det går når musikerne er så gode som det er.

https://youtu.be/hAt1b21S97k

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Brug et værdigt sprog