Uge 5 – Supernatural – Santana

 

Supernatural – Santana - 1999

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸En fantastisk plade, der er lyttevenlig for de fleste, men lidt ujævnt produceret.

I 1999 udgav Carlos Santana eller normalt bare Santana som gruppe deres 18. album efter det brede publikum næsen havde glemt ham. Hans stampublikum havde selvfølgelig ikke, men der kom ikke nogen ny fans til. Det blev der lavet om på med albummet Supernatural i juni 1999.

Gruppen stod uden kontrakt i midten af halvfemserne og Carlos Santana kontaktede direktøren for Arista Records Clive Davis, der i sin tid i 1969 havde skrevet kontrakt med ham for Columbia Records i 1969. I kan læse mere om de i mine skriblerier fra den 29. januar 2021 om Santana her på Facebook. Santana havde selv forladt pladeselskabet Island i 1993 da de ikke gjorde nok for at promovere hans albums fra 1992 og 1993. Bandets manager havde også haft kontakt til EMI, der var interesseret i Santanas underskrift. De fleste selskaber syntes Santana var for gammel.

 Tidlig 1997 gik de i studiet for at indspille albummet, som Carlos havde besluttet skulle være mere pop-orienteret. Albummet fik gæsteoptræden af Eric Clapton, Lauryn Hill, Eagle-Eye Cherry, Dave Matthews m.fl.

Skiftet ti len mere radiovenlig musik på det album fik albummet til at stryge direkte ind på en førsteplads på Billboards top-200, hvor det lå i 12 uger. Albummet fik 15 gang platin. 6 singler fra albummet blev kæmpe succeser, med blandt andet ”Smooth” og ”Maria, Maria” Supernatural blev et at det bedst sælgende album nogen sinde med 30 millioner eksemplarer og er det 27. meste solgte album i hele verden. Albummet fik adskillige Grammys. Det var også deres første album der blev nr. 1 siden Santana III fra 1971, som i øvrigt var mit første album nogensinde. Jeg har det faktisk den vinylplade endnu.

Han blev i øvrigt kåret som århundredets bedste musiker af læserne i enten Rolling Stone eller Billboard, nok godt hjulpet af succesen med Supernatural, og måske ikke helt fortjent, trods alt.

https://open.spotify.com/album/10aiDpdFGyfCFEcqpx6XTq?si=p4y7tLKjQjGU0LtYyYoO6w

 

Videoen er ”Corozon Espinado” Ud og danse med jer.

https://youtu.be/t6omUxqhG78

Uge 4 – The Sky is Crying – Stevie Ray Vaughan & Double Trouble

 

The Sky is Crying – Stevie Ray Vaughan & Double Trouble – 1991

 Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸 fordi han var en fantastisk guitarist, der ikke lød som alle andre.

 Ugens album er fra Stevie Ray Vaughans hånd, som blev udgivet posthumt efter SVR død ved et helikopterstyrt i tæt tåge efter en koncert med Eric Clapton i august 1990. SVR blev 35 år.

Jeg havde første gang stiftet bekendtskab med SVR da jeg købte en fødselsdagsgave hos Pladesmeden i Peder Hvitfeldts Stræde i indre København. Det var efter anbefaling af indehaveren af Pladesmeden, som var min yndlingspladebutik, da den var dejlig fri for ligegyldig popmusik og man kunne høre det musikken på nogle store Altec-Lancing-højttalere drevet af en ordentlig forstærker. Desværre måtte den lukke i engang i 90’rene som så mange andre pladebutikker.

Ved nævnte fødselsdagsfest, hørte vi musikken og så var jeg solgt til SVR.  At det lige bliver ”The Sky Is Crying” er lidt af et tilfælde, da jeg har adskillige vinylplader og CD’er med SVR. Jeg holer rigtig meget hans musik, som er det man kalder Texas blues, som er noget mere hårdtslående end Chicago- og Memphis-blues er. Der blandet godt med rock ind i det. Nævnte album er mixet og efterproduceret af hans knap så kendte storebror Jimmie Vaughan og udgivet posthumt og titlen er ganske rammende for hvad blues verdenen følte da han gik bort. Bonnie Raitt og Jimmie Vaughan arrangerede en stor mindekoncert i Austin Texas, der i øvrigt er udgivet på CD. Jeg kan desværre ikke finde den på Spotify/YouSee af mærkelige årsager, men jeg har den selv som CD. Alle de store bluesmusikere der havde kendt SVR deltog. Jeg kan se det kan streames fra Amazon som det eneste. Så jeg må hive CD’en frem hvis jeg vil høre det.

SRV han blev regnet for et af de største guitartalenter siden Jimmie Hendrix i USA og blev ganske uretfærdigt sammenlignet med Hendrix, hvilket jeg synes er noget vrøvl, da SVR havde sin helt egen spillestil. Bluesmusikerne Albert King og Jimmi Hendrix og Muddy Waters var hans store inspirationskilder da han var teenager. Han nåede at indspille et album sammen med Albert King, et album som jeg fik i fødselsdagsgave, købt af en ven i Miami i Florida. Albummet kunne på det tidspunkt ikke fås i Danmark.

 

 https://open.spotify.com/album/7pBJuCKTNKFLf6JztTYv6B?si=8UC_za9TRKeiiEe0M2c7Dw

 

Videoen er en meget tidlig optagelse selvfølgelig med SVR på sin Fender

https://youtu.be/6s9M-52fRGU

Uge 3 - The Dark Side of The Moon - Pink Floyd

The Dark Side of The Moon – Pink Floyd – 1973

 Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 Jeg mangler simpelthen en syvende guitar

Dette album er verdens næst meste solgte album som i 2017 havde solgt i alt 44 millioner eksemplarer, altså langt mere end de fleste bands har solgt i deres ”levetid”. Albummet blev udgivet 1. marts 1973 og var det 8. studiealbum fra den progressive rockgruppe.

Albummet blev udviklet under koncertturneer og var tænkt som et koncept album der handlede om de hårde liv på landevejen med koncerter i en ny by hver dag. Desuden handlede det også om det afgåede medlem i 1968 Syd Barret, der fik psykiske problemer, måske på grund af et overforbrug af LSD. Det er indspillet i EMI Studios i London.  Indspilningen var tekniskset på et meget højt niveau, med brug af 16-sporsbåndoptager og analoge synthesizere, som var det ypperligste i 1972. Teknikeren på albummet var Allan Parsons, kendt fra Allan Parsons Project.   Albummet har fået 14 gange platin i UK og har ligget sammenlagt 965 uger (18,5 år) på Billboard top-200. Faktisk i en udbrudt række fra 17. marts 1973 to 16 juli 1988, i alt 936 uger.

Cover designet er nærmest blevet Pink Floyds logo som viser lyset brydes i mange farver gennem et prisme. Pink Floyds covers var altid til diskussion med pladeselskabet, det helst ville have traditionelle covers med bandnavn og titler på forsiden. Mange deres covers er designet af kunstnergruppen Hipgnosis i London, som lavede mange kunstcovers til rockgrupper, eksempler er T. Rex, Led Zeppelin, Black Sabbath, Genesis, Alan Parsons Project, Styx, Paul McCartney & Wings, 10cc, Scorpions og Bad Company.

Albummet kastede en grammy af til Allan Parsons. Det siges også at have indflydelse på Radiohead's OK Computer. I 2013 blev The Dark Side of the Moon udvalgt til bevarelse i United States National Recording Registry af Library of Congress for at blive anset som "kulturelt, historisk eller æstetisk betydningsfuld". Det regnes for at være t verdens mest betydningsfulde albums indtil nu, hvilket flere af deres album også regnes for. 

Min egen tilgang til albummet er så vidt jeg husker at jeg hørte albummet på en kammerat i kvadrofoni, hvilket var helt uhørt at dengang. Et lydsystem som aldrig rigtig slog igennem før det lignende system surround system slog igennem på filmsiden. Det var ikke alle numre der var indspillet i sådan. Jeg glemmer aldrig den oplevelse af fyldig lyd den plade havde. Der gik adskillige år inden jeg selv anskaffede det, efter mit kassettebånd var slidt op. Kassettebåndet yder slet ikke retfærdighed til Pink Floyds musik. Det er virkelig et af de albums jeg stadig hører og som har været med til at forme min musiksmag.

https://open.spotify.com/album/2WT1pbYjLJciAR26yMebkH?si=oPFME82MTDOP00XkGnRdmg

 

Nummeret fra YouTube er Speake to Me/Breathe som er lidt drømmende musik, nærmest new age

 

https://youtu.be/DLOth-BuCNY

Uge 2 - Thick as a Brick – Jethro Tull

 

Thick as a Brick – Jethro Tull – 1972

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 et fantastisk konceptalbum

Som jeg skrev for en uges tid siden, vil jeg præsentere ugens album blandt de albums jeg holder meget af. Det er meget svært at vælge mellem ca. 700 titler fordelt nogenlunde ligeligt mellem vinyl og CD. Her i uge 2 har jeg valgt det første jeg købte med Jethro Tull. Jeg kendte godt nok ”Benefit”  og Stand Up” i forvejen. Da jeg købte det havde jeg vel ikke engang 10 lp’er stående i den rødmalede ølkasse. Ølkasser var vældig populære på teenageværelser i 70’erne. Billigt og solide som de var og de kunne stables. Nok om det.

LP’en ”Thick as a Brick” udkom i England 3. marts 1972, og nok hen på sommeren i Danmark. Dengang udkom udenlandsk musik med nogle måneders forsinkelse i Danmark. Albummets musik var skrevet af bandets karismatiske leder Ian Anderson, guitarist og tværfløjtespiller samt sanger. Selve albummet var arrangeret af hele orkestret. Det regnes for at være Jethro Tulls første album der var progressiv hele vejen igennem. Albummet fik varierede anmeldelser. Før det album havde numrene været rock, folkrock med klassiske inspirationer, samt bluesrock.

Albummet er et såkaldt konceptalbum, som var temmelig in på det tidspunkt. Et konceptalbum er et album med et gennemgående tema. F.eks. Who’s Tommy. Dog var Tull’s ment som en parodi på konceptalbums fra netop Yes og Emerson, Lake and Palmer. Faktisk blev musikken også krediteret for at være skrevet sammen med den fiktive skribent ”Gerald Bostock”, som mange fans misforstod som værende en rigtig person. Det var kun ment som en joke.    

Musikken er skrevet som enkelt numre, men er linket sammen af musik skrevet i studiet og det blev således et sammenhængende nummer, dog delt op i to, et på hver side af LP’en. Coveret bestod af en 12 siders parodi på en avis, med dårlig fiktiv journalistik, som man kunne folde ud. Det var et album der blev lavet på 5 uger i 1971, og bandet erindrer at det havde det rigtig sjovt og mange af teksterne var skrevet med inspiration fra satiregruppen Monty Python. Som jeg skrev et det et progressivt rockalbum, hvilket vil sige at der er temposkift i numrene. Faktisk er det et langt medley af numre inspireret af klassik, folk og rock. Instrumenteringen var også blevet udvidet med klokkespil, cembalo, saxofon, violin, lut. Altså meget anderledes end deres hidtil blues inspirerede rock. De havde dog flirtet lidt med stilen tidligere.

Pladeselskabet Chrysalis hev sig tøjret ved avisudgivelsen, men Ian Anderson insisterede. For som han sagde ”hvis man kan lave en rigtig avis dagligt til ingen penge, så kan vi også”.

Albummet blev nr. 5 i UK og nr. 1 USA, Canada og Australien og mange andre lande. Kritikkerne blødte op, da de ligesom havde slugt kamelen, for det var virkelig et album der så meget anderledes end man hidtil havde hørt. All Music kalder albummet et af de få som holder sig op gennem årtierne. Et andet magasin ”PopMatters” siger at det album viser hvor frie musikerne var den gang i tresserne og halvfjerdserne. Bladet Rolling Stone har det som nummer 7 i deres liste over de bedste progressive album nogensinde. Getty Lee fra Rush og Steve Harris fra Iron Maiden har sagt det et af deres yndlingsalbums.

Personligt er det af de få vinylalbums som jeg har slidt op og måtte genanskaffe. Det tog mig lang tid at skaffe et eksemplar med avisen på vinyl. Jeg hører det stadig jævnligt og er nok mit favoritalbum fra Jethro Tull ud af de 15 albums jeg har med dem.

Link til Spotify

https://open.spotify.com/album/1ZxChDw03SUFGUz0RC8A8M?si=aMPt4_h7QKGHGt_JbjYy9Q

 

YouTube – lydkvaliteten er ikke helt i top, men det går når musikerne er så gode som det er.

https://youtu.be/hAt1b21S97k

 

Uge 1 - Sheer Heart Attack - Queen

Sheer Heart Attack - Queen - 1974

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 Det var en plade der var helt ud over det sædvanlige, hvor man legede med stilarterne. 

I dag har jeg 1-års jubilæum for mine skriblerier om musik, og derfor har jeg tænkt mig at ændre lidt på og om hvad jeg skriver og hvor ofte. Jeg har indtil nu skrevet om 353 forskellige kunstnere i alle stilarter på nær klassisk og opera. Jeg har forsøgt at sprede musiksmagen og ikke kun min egen. Jeg har fået meget positiv respons nåde skriftligt og mundtligt for det jeg har lavet. Jeg er også sikker på nogle af jet lige har fået vakt gamle minder. Tak for jeres tålmodighed.  

Fra i dag vil jeg kun skrive et par gange eller 3 om ugen.  Der vil blive et ugentlig album gammelt som ny jeg vil præsentere samt et par kunstnere som jeg plejer. Albummet vil være et album som jeg har betydet noget for mig og vil således kun være hvad jeg kan lide. 

Jeg vil begynde med albummet ”Sheer Heart Attack” fra 1974, som er det 3. album fra Queen og inden de fik det store gennembrud i den brede befolkning med ”Night at The Opera”.  

Jeg var 18 år gammel og gik i gymnasiet dengang, i dag kaldet HHX og knoklede med integralligninger og tysk grammatik. Musikken havde for længst fået tag i mig. Jeg fik dette album så vidt jeg husker som månedens album i ”Pladeklubben” et abonnement hvor man hver måned fik en plade + de man bestilte lidt billigere end i pladebutikkerne. Jeg husker tydeligt da jeg satte dem på min pladespiller. Jeg var ved at falde ned af min skibsbriks på værelset. Hvad pokker var det? Jeg måtte lytte den igennem nogle gange inden jeg fattede hvad det var noget musik. 

Singlen ”Killer Queen” blev den første single og Queen var på vej væk fra den progressive stil de havde haft på de 2 første plader ”Queen” og ”Queen II”. Albummet blev produceret af Roy Thomas Baker, som i øvrigt også har produceret Gasolin’. ” Killer Queen” blev nr. 2 på den britiske hitliste og deres første hit i USA som nr. 12 på Billboard Hot 100.  

Albummet gik fra hard rock, glamrock med masser af guitarriffs. Det anses for at være absolut et af de bedste albums de har lavet.   Under optagelserne efter 10 numre blev guitaristen Brian May indlagt med mavesår, han kom sig rimelig hurtigt og de fik i løbet af efteråret lavet albummet færdigt til udgivelse i november 1974.  

Numre der er værd at nævne  

1. Killer Queen – et klassisk rocknummer med mange korvokaler  
2. Lilly of the Valley – Her kan begynder man kunne hører den klassiske Queen-lyd  
3. Now I’m Here – et hardrocknummer som Brian May Skrev medens han var syg.  
4. Stone Cold Crazy – et speed-trashmetalnummer før disse begreb senere blev anvendt af musikverdenen. Et nummer de havde spilet live meget længe. Er i øvrigt indspillet af Metallica. 
5. In The Laps of The God – et typisk Queen-nummer hvor publikum kan synge med. 
6. Bring Back Leroy Brown – et jazzet nummer der viser deres musikalske spændvidde.  

• 
  

Alt i alt er albummet et af mine favoritalbums jeg stadig hører her snart 50 år efter. Jeg har i øvrigt hørt det medens jeg skrev dette.  Link på Spotify – god fornøjelse medens i forbereder nytårsfesten.   

 https://open.spotify.com/album/5SBHID8qGG3x52zgoh2ilz?si=59lJWWBVQSShf_3cRIkvDQ