Leftoverture - Kansas - 1976

 

Ugens album uge 31-2023

Leftoverture – Kansas – 1976

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸 Jeg holder meget af deres store kraftige lydunivers. Senere blev de mere et hardrockband, som jeg ikke var helt så begejstret for.

Leftoverture med Kansas er et af mine gamle yndlingsalbum som stammer fra den periode hvor Kansas var et progressivt rockband. De udviklede sig senere til et hardrockband.

Albummet er indspillet ud på landet i Louisiana. På de tidligere albums som ”Masque” og ”Songs for America” var det mangeårige bandmedlem Steve Walsh en stor bidragyder til albummene, men han var i den periode ramt af skriveblokering, så Kerry Livgren blev så ledes komponist på dette album. Steve Walsh var kun medskribent på 3 af numrene.

Albumtitlen er er en sammenblanding af to ord ”Leftover og Overture”

Anmelderne var ikke ubetinget begejstrede, og de var lidt hårde ved albummet. Rolling Stone gav det kun 2 stjerner ud af 5. All Music var lidt mere venlig stemt og gav det 3½ ud af 5.

Albummet er rocket med klare referencer til klassisk musik og det kan man tydelig høre på Robbie Steinhardts violinspil. Albummet blev nr. 5 i USA nr. 2 i Canada og det blev solgt i 5 millioner eksemplarer alene i USA. Personligt har jeg flere albums med Kansas

Spotify:

https://open.spotify.com/album/7MejfRSNnrpcLZIxkeZDqR?si=bgfb5zj5T8qQVPW5slzZVg

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/81417244

YouTube:

Nummeret er “Carry On My Wayward Son” som var Singleuddraget et nummer der rigt varieret med temposkift og storladen lyd.                                                                                                                                                

https://youtu.be/P5ZJui3aPoQ

Grand Hotel - Procul Harum - 1973

 

Ugens album uge 30-2023

Grand Hotel – Procul Harum – 1973

Vurdering: 🎸🎸🎸 🎸 – jeg har tre albums med Procul Harum. Dette er ikke det bedste, men jeg kan lide det overraskende i dette album. Musikalsk får det 4 guitarer

Jeg er godt klar over at mange af ugens albums er kreeret i 70’erne. Det er der en forklaring på.

1.     Når man er ung og er mellem 15 og 25 er det i den periode ens musiksmag dannes, om man vil det eller ej.   

2.     Efter min ringe mening er 70’erne det årti, hvor kreativiteten var ekstrem høj, og meget af det der er kommet senere, hviler på denne kreativitet. Når man spørger unge musikere nu om stunder hvor de henter deres inspiration, svarer de ofte at det er fra kunstnere fra 60’erne og 70’erne. Selv hiphop begyndte i 70’erne.

Dette album købte jeg uhørt og regnede med at de villelyde som nogle af de andre albums fra dette band. Jeg blev lidt skuffet dengang, kan jeg huske. Men som jeg siger at musik man ikke forstår, skal man lytte til flere gange. Jeg har en regel der siger hvis man så kam lide det efter 8 gange gennemlytning (altid hele albummet) så er musikken god og langtidsholdbar. En regel jeg har er som man bliver begejstret for med det samme ofte ikke holder i længden. Det sidste er dog ikke altid tilfældet.

Procul Harum havde skiftet en del af deres medlemmer ud op til indspilningen af Grand Hotel. De fleste af jeg kender nok deres store gennembrudsmelodi fra 1967 ”A Whiter Shade of Pale” og måske er par af deres albums. Som altid havde lyrikeren Keith Reid skrevet teksterne og melodierne skrevet af bandlederen Gary Brooker. Albummet blev nr. 21 på Billboards Top-200, 18 i Canada. I Danmark blev det nr. 4.

Singlen ”A Souvenir in London” blev bandlyst af “tante” BBC da teksten blandt andet handlede om kønssygdom¨.  Albummet fik meget blandede anmeldelser fra middelgod til uensartet uden linje. Jeg er dog ikke helt enig i dette. Nogle så måske koncerten med Procul Harum med Gary Brooker og DR’s Underholdningsorkester i Ledreborg Slotspark får år tilbage i 2009. Det er i øvrig udgivet på et album, der hedder ”Procol Harum – In Concert with the Danish National Concert Orchestra and Choir”

 Spotify:

https://open.spotify.com/album/34jEkoclJKtGDRFlBiUVKf?si=gAg1Nl-OS1SW7fNPGvzjZg

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/226709604

YouTube. Grand Hotel i Ledrebrog Slotspark

https://youtu.be/dUkZ0eIAjqE

Linda Ronstadt

 Linda Ronstadt

Linda Ronstadt i Schiphol Lufthavn, Nederlandene i 1976

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸en af de bedste kvindelige kunstnere jeg kender

Når man bevæger sig inden for de 7 kunstarter litteratur, malerier, skulpturer, musik, fotografi, film og dans, så er der nogle kunstnere der ikke er til at kom uden om. Linda Ronstadt er en af dem.

Linda Marie Ronstadt er født 15. juli 1946 i Tucson, Arizona. Hendes musikalske karriere kan der skrives tykke bøger om, men jeg skal prøve at gøre det lidt kortere. Hendes familie stammer helt tilbage fra vestens pionerer i 1840’erne.  Familien emigrerede fra Tyskland og Holland til Mexico og derefter til Arizona. De fik betydning for Arizonas udvikling, hvilket er dokumenteret i lokale arkiver, blandt andet også musiklivet. 

Hun var ud af en velhavende familie der blandt andet havde patent på isterningbakker lavet af silikone, som de tjente millioner af dollars på.  Hendes families hjem var fyldt med musik af alle genrer fra opera til pop og rock ’n’ roll og selv sang familien mexicanske sange. Hendes fader lærte hende at lytte til traditionelle amerikanske sange fra 20’erne og 40’ernes film og musicals og moderen introducerede hende for noget ældre musik, som Gilbert & Sullivan, kendt for operetten H.M.S Pinafore (den med admiralens vise).  Selv lyttede hun til Edith Piaf og Hank Williams. Hun siger selv at alle kvindelige sangere skylder Ella Fitzgerald, Billy Holiday. Selv operasanger inden Maria Callas lyttede hun til i radioen.

I påsken 1964 besøgte hun en ven fra Tucson, der boede i Los Angeles og han spillede musik, og senere lige inden hende 18-års fødselsdag flyttede hun til L.A. og dannede gruppen ”The Stone Poneys” sammen med vennen Bobby Kimmel. De udgave 3 albums fra 1967-1968. De fik et hit med et nummer skrevet af Michael Nesmith, der senere kom med i the Monkeys. Nummeret ”Different Drum” blev nr. 13 på Billboards Hot 100.

I 1969 udgav hun sit første soloalbum der hed ”Hand Sown …. Hand Grown”. Dette album anses for at være det første alternative countryalbum nogensinde, modsat traditionel lejrbålscountry som jeg kalder det. Genren fik lige pludselig en mere seriøs tilgang til tekster og musik. Andre eksponenter for den genre er Dolly Parton og Emmylou Harris.

Samme år var hun med til at indspille et session-album der hed ”Music From the Creek” som har deltagelse af blandt andet Eric Clapton, Frank Zappa, Jeff Beck, Keith Emerson, Mitch Mitchel som i dag er et samlerobjekt og eg en raritet. Ikke engang på streaming tjenester kan man finde det.     

I 1970 lavede hun sit andet album ”Silk Purse” i Nashville produceret af Elliott Mazer efter anbefaling af Janis Joplin. Hun var ikke selvtilfreds med albummet trods det gav hende en Grammy-nominering. På turneerne brugte hun cajun-bandet Swampwater, der senere blev til Flying Burrito Brothers. I 1971 brugte hun nogle musikere, som egentlig havde opgivet en karriere. De skulle senere vise at blive den meget berømte gruppe Eagles.

Hun er vanskelig at sætte i bås, for godt nok er hun country sangerinde, men kan også kalde hende rockmusiker. Hun har fået 11 Grammyer, indlemmet i Rock and Roll Hall og Fame. Hun fik samme dag som hendes veninder og kollegaer Dolly Parton og Emmylou Harris lagt en stjerne ned i Hollywood Walk of Fame. Hun var også en del i begyndelsen af sin karriere med i folkene omkring Laurel Canyon hvor mange andre musikere boede som Mamas & The Papas, Joni Mitchel, Jim Morrison, Frank Zappa, dele af the Eagles, Jackson Browne, Bonnie Rait, Linda Ronstadt og Carol King.

Hun arbejdet sammen med folk som førnævnte veninder, Frank Zappa, Bette Midler, Neil Young, Paul Simon og Johnny Cash.

Hun har været en af de højest betalte kvindelige kunstnere i USA i 70’erne. 36 af hendes albums har været på Billboards lister, og hun har haft 38 singler på Billboard Hot 100. Så kun tre af hendes albums nåede ikke hitlisterne. Hun har optrådt på 120 albums alt i alt. Bladet Rolling Stone havde hende 6 gange på forsiden, hvilket ikke er så lidt. De har kåret hende som bedste kvindelige kunster i 70’erne. Hun har solgt over 100 millioner albums.

Hendes karriere sluttede brat, da hun i 2011 var ude af stand til at synge på grund af ”progressiv supranukleær parese” der minder om Parkinson. Mod alle odds lever hun endnu.

Albummet er ”Heart Like a Wheel” fra 1974

Link til Spotify og YouSee

YouTube: You're No Good

 

 

UB40

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸 Den dæleme gode reggae - Love it

Dette reggaeband har haft mere en 50 singler på de britiske singlehitlister og de har solgt mere end 21 millioner albums og 70 millioner enheder i alt.

Bandet blev stiftet i Birmingham, England i 1978 af venner der kendte hinanden fra forskellige skoler i Birmingham. UB40 var et formularnummer til ansøgning om arbejdsløshedsunderstøttelse i England på det tidspunkt. Det står for” Unemployment Benefit, Form 40”     

Medlemmerne i 1978 var følgende. Der har været en del udskiftning gennem årene:

·        Ali Campbell – vokal og guitar indtil 2008

·         Jimmy Brown – trommer

·         Robin Campbell – guitar og vokal

·         Earl Falconer – bas og vokal

·         Norman Hassan – percussion og trombone

·         Yomi Babayemi – percussion indtil 1979

·         Jimmy Lynn – keyboards

·         Brian Travers – saxofon – døde 2021

Dette store orkester var stort set stabilt indtil 2008 hvor forsangeren Ali Campbell forlod orkesteret.  I 1978 begyndte Ali, Jimmy og Earl at øve sig og der kom hurtigt nogle venner til og i 1979 havde de live-debut på en pub ved navn ”Hare & Hounds”. Selvom nogen af dem ikke var gode til at spille deres, så promoverede Ali Campbell dem alligevel. De øvede sig trods alt hver dag for at blive dygtigere på. Chrissie Hynde fra Pretenders så dem tilfældigt på en pub, og tilbød de kunne spille opvarmning for Pretenders, så noget må de have kunnet.

De fik udgivet deres først single i ”King” en sang om Dr. Martin Luther King. Sangen blev nr. 4 i England og nr. 10 i England. Deres efterfølgende album              ”Signing Off” blev en kæmpe succes i England og blev nr. 2 i England. Teksterne var stærkt politiske og modstander af Magaret Thatchers regering og nedskæringer. Vi skal huske at arbejdsløsheden i England og mange andre lande var stor på det tidspunkt og inflationen var høj. Thatcher lukkede de statslige kulminer og den engelske bil- og værftsindustri var nærmest ved at lukke ned. Coveret var en kopi af formularen UB40. Oversat kan man sige at tittelen betyder ”Jeg melder mig ud” som var stemplet hen over formularen.

Jeg vil slet ikke gennemgå alle deres plader, men vil lige nævne et album med covers af sange fra 1983 der hed ”Labour of Love” der blev deres gennembrud i USA, som skyldes singlen ”Red Red Wine” der er skrevet af Neil Diamond, der hittede med den i 1967.

Stilen er Reggae med underarter som dub og ska. Campbell-brødrene har det ikke fra fremmede, da de er sønner af den prominente folkesanger Ian Campbell som nogle af jer sikkert kender. De har arbejdet sammen med flere som Madness, Chrissie Hynde og Robert Palmer. De har udgivet 21 albums og det seneste er 2021. Jeg ejer i øvrigt et par albums med dem.

Delvis diskografi   

·         Signing Off (1980)

·         Present Arms (1981)

·         UB44 (1982)

·         Labour of Love (1983)

·         Geffery Morgan (1984)

·         Baggariddim (1985)

·         Rat in the Kitchen (1986)

·         Live in Moscow (1987)

·         UB40 (1988)

·         Labour of Love II (1989)

·         Promises and Lies (1993)

Albummet er ”Labour of Love” fra 1983

Spotify:

https://open.spotify.com/album/5kxx0oDspXVyGCOjdDjSFi?si=3TvZhRFbQQGprjjr1cUSQQ

 YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/206883411

 YouTube: Red Red Wine – en dejlig ørehænger skrevet af Neil Diamond.

https://youtu.be/SYQ1lkP1j_g

 

Piledriver - Status Quo - 1972

 

Piledriver – Status Quo – 1972

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸- Det kan ikke blive til mere end 4 guitarer, men effektivt er det.

Dette album har jeg været meget i tvivl om, det skulle med som ugens album. Men da jeg har lyttet meget til det da jeg var ung, så kom jeg frem til det var OK. Jeg hører faktisk ikke Status Quo mere. Herom senere.

Piledriver var deres 5. album og blev deres helt store gennembrud i Europa. Det var første album de selv producerede og det blev nr. 5 i UK og opholdt sig 37 uger på hitlisten.

De havde skiftet fra Pye Records til Vertigo Records, og i deres studie kunne de medbringe deres eget udstyr, da de hos Pye ikke havde udstyr der kunne tåle den volumen de spillede med.  Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men det er da en god historie.  Indspilningen skulle lyde tæt på deres live-lyd, der er tæt og kraftig.

Albummet udkom til jul i 1972 og det hittede helt pænt. Det eneste singleuddrag var ”Paperplane” En sang om deres Mercedes-Benz 600. som de kaldte ”grand Deutche car” og det blev deres første ud af 33 top-40 hits i UK. På albummet er der også et cover af Doors ”Roadhouse Blues” som de havde hørt i Bielefeld, Tyskland. Melodiens 12-taktersbluesakkorder var de ret begejstrede for. De brugte melodiens som en slags skabelon for fremtidige melodier. Det kan man faktisk godt høre hvis man kender til Status Quo.

Coveret er et billede af dem i deres klassiske attitude på scenen de selv kalder for "heads down, no-nonsense boogie-mode”. Til det kan jeg fortælle at en gang i 90-erne, hvor Joe Cocker, Status Quo, Alice Cooper og et par stykker mere spillede på 10-øren. Jeg og nogle kollegaer stod helt oppe foran ved scenen og lavede de samme bevægelser. Francis Rossi fra bandet, stoppede med at spille et par sekunder og kiggede på os og rystede på hovedet og så grinte han og vi fortsatte, ligesom han gjorde. Fede koncerter i øvrigt den dag, især Alice Cooper.

Anmeldelserne var middelmådige, hvilket jeg godt kan forstå. All Music kalder det for publikumsvenlig rock der ikke har store ambitioner. Sandt nok, men effektiv musik er det.  

Første gang jeg hør te Status Quo var med deres pop-psykedeliske ”Pictures of Matchstick Men” fra 1968 og den næste melodi jeg hørte, var i 1971 på Radio Caroline med nummeret ”Mean Girl” fra albummet ”Dog of Two Head”, der var et mindre hit i England. Personlig har jeg flere albums med dem, men da stilen er meget ensformig boogie-woogie-rock, hører jeg dem sjældent. Jeg har set dem live 3 gange og det er ganske underholdende party-rock som jeg kalder det. Enkelt og effektivt. Jeg kunne godt have valgt et andet album, men med dette fandt de deres helt egen stil, som de aldrig rigtig brød igennem med i USA. Til gengæld er er Skandinavien, UK, Benelux og Tyskland deres helt store marked.

Spotify:

https://open.spotify.com/album/6zUxfx6J869LxWmqEPcAx2?si=oX7iAWVxRJm-kywBBP04lA

 YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/4757045

Jeg synes vi skal have deres cover af ”Roadhouse Blues”. Læg mærke til hvor meget gang der i publikum, der er ikke tid til selfies og andet p..

https://youtu.be/aqmXoK93_NY

 

Porcupine Tree

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸Trods deres store indflydelse fra 70’rene har de deres helt egen unikke stil, meget kreativ musik. Hvis man kan lide Pink Floyd, kan man muligvis også lide Porcupine Tree.

Dette progressive rockband blev dannet 1987 har fået rigtig mange kritikerroser og har oparbejdet tilhængere blandt andre musikkollegaer, samt de har en kultagtig status blandt fans.

Bandet blev stiftet af følgende:

·        Steven Wilson – født 1967 – vokal, guitar, piano, keyboard og bas

·         Richard Barbieri – født 1957 – keyboards – med fra 1993

·         Colin Edwin – født 1970 – bas – med fra 1993 - 2011

·         Gavin Harrison – født 1963 – trommer med fra 2002 - 2010 – ex King Crimson

 

Bandet er ledet af Steven Wilson og var egentligt et kollektivt projekt fra 1987, der var inspireret af 70’ernes progressive og psykedeliske bands som f.eks. Pink Floyd, som han havde lyttet til i sin barndom og ungdom. Det var egentlig bare et privat projekt som ikke skulle udgives, da Wilson ernærede sig med andre musiktiltag i en duo der hed No-Man. I 1989 følte han alligevel materialet kunne udgives, og sendte derfor dombånd til forskellige mennesker, der kunne være interesseret. Han sendte materialet, han havde kaldt ”Tarquin's Seaweed Farm” med bandnavnet Porcupine Tree og med fiktive bandmedlemmer som Sir Tarquin Underspoon and Timothy Tadpole-Jones. Han havde selv indspillet det hele, da han var multiinstrumentalist. Porucpine er et hulepindsvin, som ikke i familie med pindsvin (hedgehog på engelsk). Han sendte det til et magasin der hed ”Freakbeat” og nogle måneder senere blev Wilson inviteret ti lat deltage i en udgivelse af en LP med titlen ”A Psychedelic Psauna” som skulle promovere et nyt pladeselskab ved navn ”Delerium”

Senere i 1990 udgav han en EP ved navn ”Love, Death & Mussolini” som kun blev udgivet i 10 eksemplarer, og som i dag er et samlerobjekt.

”Tarquin's Seaweed Farm” blev genudgivet på kassettebånd i 200 eksemplarer, og kunne kun købes via postordre. Det rygtedes i den musikalske undergrund, at Porcupine Tree var et interessant ”orkester”. I 1992 udgav de så deres debutalbum ”On the Sunday of Life...” Albummet har over tid solgt i 20.000 eksemplarer, hvilket ikke er meget i UK.

I 1993 udkom deres andet album ”Up the Downstair” som dobbeltalbum. Det fik pæne anmeldelser og Melody Maker skrev ”it as a psychedelic masterpiece... one of the albums of the year.”

Det var også på tide de begyndte at optræde live, hvilket de så gjorde blandt andet i BBC. Det tredje album ”The Sky Moves Sideways” blev en kæmpe succes blandt progressiv rock-fans.

De har udgivet alle deres albums på uafhænge pladeselskaber, men er blevet distribueret mange steder af Atlantic Records, blandt andet i USA. Atlantic er et af de selskaber der troede på musikernes frihed til at skabe musik. Det blev en del af ”Warner Bros. – 7 Arts” i 2004, sammen med Stax Records og Elektra, der var datterselskaber af Atlantic.

I 2011 lukkede Wilson bandet og holdt pause indtil 2021. I mellemtiden arbejdede med soloprojekter 

Stilen er progressiv rock til tider psykedelisk. Indflydelsen går helt tilbage da han var barn og fik Pink Floyds ”Dark Side of the Moon” i julegave, the Beatles, Donna Summer og Camel nævnes også som inspirationskilder. En kort overgang lyttede han til britisk heavy metal, men gik tilbage progressiv musik og lyttede til tyske bands som Can, Neu! Og Tangerine Dream. Selv har beundrere blandt især amerikanske musikere som gutterne fra Rush. De har været 1 0gange i Danmark. Sidste gang i Falkoner Salen i København og det første 3 gange undergrunds spillesteder som Loppen, Stengade 30, og Rytmeposten i Odense.

Diskografi:

·         On the Sunday of Life... (1992)

·         Up the Downstair (1993)

·         The Sky Moves Sideways (1995)

·         Signify (1996)

·         Stupid Dream (1999)

·         Lightbulb Sun (2000)

·         In Absentia (2002)

·         Deadwing (2005)

·         Fear of a Blank Planet (2007)

·         The Incident (2009)

·         Closure/Continuation (2022)

 

 Albummet bliver ”The Sky Moves Sideways”   

Spotify:

https://open.spotify.com/album/7fTQERHHclQipzWmKfVly7?si=yH5cRsptSXaytGUL3nEw9Q

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/172149592

YouTube: The Sky Moves Sideways, Phase 1

https://youtu.be/YPtRMOU7_QY

Demons and Wizards – Uriah Heep – 1972

 

Uge 28

Demons and Wizards – Uriah Heep – 1972

 

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸 Et album fra halvfjerdserne man ikke kommer uden om.

Jeg hr taget dette Uriah Heep album som ugens album fordi jeg kan knytte en historie til det. Je synes ikke det er deres bedste, men heller ikke dårligt. På det album blev Uriah Heeps New Zealandske nye bassist Gary Thain. Lee Kerslake blev også medlem som trommeslager. Kerslake havde været medlem af keyboardspilleren Ken Hensleys tidligere band. Denne line-up betragtes som den klassiske Uriah Heep. Det vil jeg skrive lidt mere om når jeg skriver om bandet igen, da jeg kun skrev nogle få linjer i begyndelsen af 2022.

Albumcoveret har et middelaldertema, men det var ikke bandets ide. Hensley sagde at det bare hyggede sig i studiet og resultatet var et rigtig god album og det kan man godt høre.

Albummet udkom 19. maj 1972 og det blev nr. 20 i UK og nr. 23 i USA. Dengang var der en organisation støttet af det offentlige der hed Musik & Ungdom, som arrangerede koncerter for unge under 18 så vidt jeg husker. De arrangementer blev afholdt i større provinsbyer, også i Horsens hvor jeg gik i 3. real (10. klasse for yngre læsere). Vi havde billet til Uriah Heep vinteren 1972/1973. Da det blev deres kommercielle gennembrud, blev koncerten aflyst, fordi de skulle på promotion-turne i USA og andre steder. Afløseren var så vidt jeg husker det britiske bluesrockband Bedlam, som er ret ukendte. Vi kendte Uriah Heep nede i ungdomsklubben da deres tidligere albums ”Very ’Eavy, Very ’Umble” og ”Look at Yourself” var at finde i diskoteket før ”Demons and Vizards”

Albummet fik pæne anmeldelser i både All Music, Rolling Stone og i dag betragtes Uriah Heep som en af fædrene til heavy metal, hvilket jeg måske synes er overdrevet. Det var lige så meget et progressivt rockband. Singlepladen Easy Livin’ blev et mega hit i ”hele verden” Stilen er fra hardrock til progressiv rock.

Jeg skriver senere om bandt karriere.

Spotify:

 https://open.spotify.com/album/5OGPphsycPCeEcJlxKnt0l?si=VVhqCK48QPWeuB479DzUdw

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/233850215

 

YouTube:

https://youtu.be/75tvdg-GpkM

 

Slade

Vurdering:🎸🎸🎸🎸 Ren musikalsk kan det nok ikke give mere end 4, men underholdningsværdien var høj. Tak til Slade for den ægte rock ’n’ roll.

Dette band har jeg glædet mig til at skrive om af flere grunde, måske ikke af musikalske grunde, og dog.

I går skrev jeg om syrerock, og en del af den progressive rockscene var dengang præget af mange eksperimenter både musikalsk men sikkert også eksperimenter med stoffer som LSD. Disse bands kunne være alt fra musikalske genier til nogen der aldrig burde have spillet musik overhovedet. Der var dog i begyndelsen halvfjerdserne bands der gik den andre veje, som hardrock og glamrock. Slade hørte til den sidste slags.

Glamrocken var en genre der opstod i England der musikalsk trak på alle genrer fra 50’er-rock, bubblegum pop, artrock, psykedelisk rock og bare almindelig pop rock. Kendetegnet for disse grupper, var at de imagemæssigt var klædt i alle form for tøj med og uden glitter, plateausål, frisurer, make-up, provokerende leg med køn og seksualitet og androgyne karaktertræk.  Det var grupper som T. Rex, David Bowie, Roxy Music, Mott the Hoople, Sweet, Mud, Showaddywaddy. Andre tog også stilen som ikke musikalsk havde med genren at gøre. Det var folk som Elton John, Queen, Alice Cooper, New York Dolls, Sparks, Suzi Quatro og Iggy Pop. Genren fik stor indflydelse på punk, og glam metal og gothic rock senere i årtiet og i firserne.

Medlemmer:

·         Don Powell – født 1946 – trommer – 1966-2020

·         Jim Lea – født 1949 – bas, vokal, violin, piano – 1966-1992

·         Noddy Holder – født 1946 – vokal, guitar 1966-1992

·         Dave Hill – født 1946 – 1966-2023

 

Slade blev dannet i Walsall i 1966 i det vestlige centrale Englands kulminedistrikt. I 1964 var trommeslageren Don Powell og guitaristen Dave Hill spillede i en lokal gruppe der hed Vendors, so m spillede i lokale klubber. Noddy Holder spillede i en gruppe der hed Steve Brett & The Mavericks. Powell og Hill var begyndte at lytte til amerikanske blueskunstnere som Sonny Boy Williamson, John Lee Hooker og Howlin’ Wolf. DE bsluttede atskifte spillestil og navn til ”’N  owlin’ WolfHBetweens”. De fik større opmærksomhed på det tidspunkt i 1965 og fik opvarmningsjob for the Hollies, the Yardbirds, Georgie Fame og Spencer Davis Group.

I 1965 var begge grupper på vej med færgen til jobs i Tyskland hvor de mødtes. Hill og Powell spurgte om Hodler kunne være interesseret i komme med i ”’n Betweens”, men Holder sagde nej.  Det mødtes igen i Wolverhampton og denne gang sagde Holder ja.  Jim Lea var allerede blevet indlemmet i gruppen. Han havde faktisk opnået to karakterer i en musikskole og spilede på flere instrumenter.

I 1966 indspillede et demonummer af Otis Redding, der hedder ”Security” som blev udgivet på Highland Records. Efterfølgeren ”You Better Run” blev udgivet på Columbia Records. Bandet fortsatte i Tamla Motown-stilen og havde en amerikansk producer ved navn Kim Fowley, der er kendt for at være manager for the Runnaways i 70’erne. De fik lokal succes men brød ikke igennem i hele UK.

I 1969 fik en kunstnerisk manager øje på gruppen hos Philips Records, som tilbød dem en kontrakt med Fontana, hvis de skiftede navn og manager. Navnet fik de fra managerens sekretærs skomærke.  I midten af 1969 udgav de debutalbum ”Beginnings”, som blev en fiasko. Medens albummet blev optaget, fik de besøg Animal-bassisten og manager for Jimi Hendrix Chas Chandler. Han blev således deres manager.

Chandler var ikke tilfreds med albummet og han synes de skulle skrive deres eget materiale og skifte image fra at være skinhead til noget andet, da skinheads blev forvekslet med fodbold hooligans. I 1970 udgav en single der hed  ”Shape of thing to Come”. Den floppede trods de optrådte i ”Top of the Pops” hos BBC.

Chandler foreslog de udgav et gammelt 50’er rocknummer der hedder ”Get Down and Get with It”. Den blev udgivet i 1971 og kom i top-20. Håret var nu groet ud og de var nu en del af glamrockbølgen. Det næste hit var ”Coz I Love You” som var det første nummer jeg lærte at kende med Slade i det tyske program Beatclub på ARD. Sangen var skrevet på en halv time af dem selv, og det blev begyndelsen på en lang karriere med egne numre. Nummeret blev nr. 1 UK. Slade var ikke umiddelbart et album band men de havde rigtig mange single hits. Hvis jeg skal nævnte et par albums filmsoundtracket ”Slade in Flame” og  ”Old, New, Borrowed and Blue”

Mod slutningen af halvfjerdserne var det slut med populariteten og glamrock gled i baggrunden. I 1980 skete der det, at Ozzy Osbourne aflyste at optræde på den store Reading Festival, og det blev deres redning og de er siden ikke gået glemmebogen, men de har ikke haft de storehits, men er et utroligt populært live-band. Jeg så dem i Amagerbio for nogle år siden og sikke en fest, hvo vi sang og skrålede til deres største hit overhovedet ”Merry Xmas Everybody” i 30 graders varme midt om sommeren. I 1983 fik de faktisk et gennembrud i USA med ”My Oh MY” og i Europa lå den ved juletid i konkurrence med deres julesingle, der faktisk har hittet stort set hvert år siden 1973.

Stilen er hardrock, ballader og halvtresserrock. De solgt mere end 50 millioner albums. De har kigget til mange 60’er-grupper som Rolling Stones, Pretty Things, Troggs, Jimi Hendrix og Animals. Nyere rockgrupper som Nirvana, Smashing Pumpkins, Clash, Def Leppard, Cheap Trick, Undertones og Hanoi Rocks og flere til siger alle, at de i deres helt unge dage lyttede til Slade og var begejstret for gruppen. Joey Ramone fra punkgruppen Ramones har sagt ”jeg brugte det meste af 1970 til at lytte til ”Slade Alive” Et album jeg i øvrigt også har. Don Powell er i øvrigt bosat i Odense, så vidt jeg ved, og bor sammen med Lise Lyng Falkenberg, der har en PhD i litteratur.                  

Det bringer mig så til hvorfor jeg har glædet til at skrive om dem. Slade var lydbilledet af min teenageungdom, på Puch-knallert, Wranglerjakke, hårbørste i brystlommen på jakken og med langt hår til skulderen, meden vi sloges med andengradsligninger etc. i folkeskolen. Det gør man vist ikke mere, altså andengradsligninger, så vidt jeg ved.

Diskografi:

·         Beginnings (as Ambrose Slade, 1969)

·         Play It Loud (1970)

·         Slayed? (1972)

·         Old New Borrowed and Blue (1974)

·         Slade in Flame (1974)

·         Nobody's Fools (1976)

·         Whatever Happened to Slade (1977)

·         Return to Base (1979)

·         We'll Bring the House Down (1981)

·         Till Deaf Do Us Part (1981)

·         The Amazing Kamikaze Syndrome (1983), re-released in 1984 as Keep Your Hands Off My Power Supply

·         Rogues Gallery (1985)

·         Crackers - The Christmas Party Album (1985)

·         You Boyz Make Big Noize (1987)

·         Keep on Rockin' (1994) (as Slade II), re-released in 2002 as Cum on Let's Party

 

Albummet en undtagelse et opsamlingsalbum og hedder ”Cum on Feel The Hitz” fra 2020

Spotify:

https://open.spotify.com/album/4QwXjT4wUSmG6haKcopT4j?si=v9FywuhQQ4CxHqhtmHbrvg

 YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/230424689

YouTube: Mama Weer All Crazy Now”  fra 1972 blev nr. 1 på hitlisten og det var deres 3. nr. 1 i træk.

 https://youtu.be/eEv6jy_7PQQ

Amon Düül

 

Amon Düül II

Vurdering: 🎸🎸🎸Syrerock når det er værst og ikke lige min stil, der er nogen der elsker det, men ikke mig.  

Nu skal vi til noget som de fleste sikkert ikke kender. Amon Düül  II blev dannet i 1969 ud af den venstreradikale kunstnersammenslutning Amon Düül i München, Vesttyskland i 1969. De var et fællesskab. Lidt i stil med danske Røde Mor.

Det var også derfra dele af den radikale venstreorienterede gruppe, og senere terrorgruppe Rote Arme Fraktion opstod. Men her drejer det sig om musikerne der ikke har noget med terrorgruppen at gøre. De stiftende medlemmer:

·         Chris Karrer – født 1947 – violin, guitar, saxofon og vokal – 1969-1981

·         Dieter Serfas – født? – trommer – 1969

·         Peter Leopold – født? – trommer – 1969-1979

·         Falk Rogner – født 1943 – Keyboards – 1969-1981

·         Danny Fichelscher – født 1953 – trommer, guitar – 1972-1981

·         John Weinzierl – født 1949 – guitar, bas, vokal – 1969-1977

·         Renate Knaup-Krötenschwanz – født 1948 – vokal og tamburin – 1969-1981

·         Christian "Shrat" Thiele – født? – Bongo og congas – 1969-1970

Kunstnergruppen bestod mest af universitetsstuderende og musikgruppen blev dannet for t finansiere sammenslutningen. Alle der havde lyst kunne være med uanset om man kunne spille eller synge.  Meget hippieagtigt. De blev tilbudt en pladekontrakt og det syntes sammenslutning var for kapitalistisk, og nogle agf dem gik ud af sammenslutning og dannede Amon Duul II og skrev således den kontrakt.  Amon Düül II levede også i et kollektiv.

Deres første album hed ”Phallus Dei” (oversat Guds Fallos eller Kongens Fallos). Albummet fik en vis succes og de turnerede sammen med Tangerine Dream, en anden tysk progressiv rockgruppe, som jeg beskrev 22. april 2022.

Det andet album var mere blues-agtigt og bestod af jam mellem guitar og violin. Dette album hed ”Yeti” (Den afskyelige Snemand)

De turnerede heftigt indtil 1981 dog uden at blive den helt store salgssucces. Det ville undre mig hvis de ikke har været på Roskilde Festival.

Jeg springer diskografien over, men den sidste de udgav, var i 1981 og hed Vortex. Stilen er progressiv rock, krautrock og spacerock.

Albummet er ”Wolf City” der er ægte tysk krautrock.

Spotify:

https://open.spotify.com/album/5YXgjjZUjopOWCU0qgv3ZF?si=ysFFb0F3TGm-Vbo5CbuHyQ

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/204215092

YouTube – ”Surrounded by Stars”  fra Wolf City - 1972

https://youtu.be/TrRfRF-3KVQ