Bamses Venner

Vurdering 🎸🎸🎸🎸Min dybeste respekt for den mand han var.

Copyright Muligvis pladeselskabet

Jeg kan ikke skrive så meget om dette orkester, men det et dansk poporkester stiftet i 1972 som eksisterede til 2011. Bandets hovedfigur var Flemming ”Bamse” Duun Jørgensen, som blev født 7. februar 1947 i Randers og døde nytårsnat 1 januar 2011 af et hjertestop i Egå ved Aarhus, hvilket nærmest medførte landesorg.

”Bamse” blev blot fire dage efter fødslen indleveret til et børnehjem i Hadsten og efterfølgende blev adopteret af et velhavende par i Viby ved Aarhus, der ejede en gummivarefabrik. Musikken fangede hans interesse som barn, hvor han spillede kornet, indtil han som 16-årig fik øje på guitaren. Da han aftjente sin værnepligt ved Søværnet i Auderødlejren fik han kælenavnet ”Bamse”, hvilket han fi klov til at tilføje sit officielle navn i 2009.

Bamse fik sit musikalske gennembrud i 60’erne ved at orkestret ”Les Marques” manglede en bassist. Da forsangeren ikke måtte optræde i Hamborg på Klub 10 for sin kæreste, overtog Bamse mikrofonen som forsanger.

I 1972 dannedes Bamse Venner der udgav singlen ”Blodtud” der ikke blevet nogen succes. Den var skrevet af Bamse selv. Gennembruddet kom 1975 med singlen ”Vimmersvej” fra det selvbetitlede album samme år Hvem kender ikke det nummer? Dette nummer gjorde en eller anden en fejl hos pladeselskabet at kreditere Bamse for at have skrevet det, og var der lige ved at komme en retssag ud af. Nummeret er skrevet af den sydafrikanske gruppe The Tokens. Så vidt vides indgik man et forlig. Originaltitlen er ”WimoWeh!!! The Lion Sleeps Tonight” Bamses Venner Havde det med at undersætte udenlandske tekster til melodier på de melodier, som de ikke selv havde skrevet. Hvilket Shu-bi-dua også gjorde i begyndelsen.

I 1980 vand Bamse melodigrandprixet med melodien ”Tænker altid på dig”. Op+ gennem firserne havde de mange hits som ”Hvorfor går Louise til bal?”, ”Jeg elsker kun dig”. I 1999 udgave Bamse et soloalbum med udelukkende covernumre. Det blev solgt i 150.000 eksemplarer, kun overgået af en danske gruppe som jeg ikke kan huske hvem er, der hed ”Creamy”. Der fulgte flere albums, blandt andet et med Elvis Presley-numre der hed ”Always on My Mind” og et der hed ”Be My guest” hvor andre solister også deltager, som f.eks. Kim Larsen, Søs Fenger og Lars H.U.G.

Bamse og hans Venner og solgt omkring 3,6 millioner albums og e således en af de mest sælgende danske kunstnere nogensinde, måske kun overgået af, Gasolin, Kim Larsen og Shu-bi-dua.

Bamses Venner er hudløs ærlig pop og rock som de selv kan lide at spille. Jeg blev engang ”tvangsindlagt” til bal i Nørre Snede Hallen 2. Juledag efter vi havde fået en julefrost om eftermiddagen. Den aften fik jeg respekt for Bamse og hans entusiasme for den musik han spiller, og pokker mig tag mig om han ikke også spillede et par gamle bluesklassikere. Han er den eneste kunstner jeg har oplevet der spiller fire timer ud over Bruce Springsteen & the E-Street Band. 7. februar 2011 blev der holdt en mindekoncert for Bamse med kunstnere Kim Larsen, Anders Blichfeldt, Peter Belli, Lis Sørensen, Jacob Haugaard, Stig Rossen. Han havde planlagt en tur til Nashville i USA for at indspille et countryalbum i marts 2011. Overskuddet gik til Diabetesforeningen. I 2017 fik han opkaldt en plads i Aahus efter sig ”Flemming Bamse Jørgensens Plads”. I Thisted blev en vej opkaldt Vimmersvej. Han var en af de flittigst turnerende i Danmark i perioder med langt over 200 koncerter om året.

En lille anekdote fra mit eget liv, da jeg var ung og smuk. Bamses venner have spillet i Horsens og jeg og en kammerat sad på et brunt værtshus en sen lørdag aften, måske hed ”Smilehullet”, jeg husker det ikke helt nøjagtig. Pludselig dukker Bamse og hans venner (orkestret) op, Bamse bestiller 2 flasker Johny Walker Whisky, En til ham selv og en til orkestret og en omgang Top-pilsner- (Den lokal øl i Horsens og Aarhus). Vi forlod dog værtshuset, så jeg ved ikke om han drak hele flasken.      

Diskografien springer jeg over da den er meget omfattende

Soloalbum på Spotify " Stand By Me" 

https://open.spotify.com/album/0xDvo5PdX4JOqicIkw7Bdn?si=k2JwwRBbTMuA1MtnpXhSgw

YouSee: https://musik.yousee.dk/album/186437634

YouTube: I en lille båd der gynger. Undskyld lyd og billedkvalitet!

https://youtu.be/TS4knHKEGKg

Uge 17 – Houses of the Holy – Led Zeppelin

 

Uge 17

Houses of the Holy – Led Zeppelin – 1973

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸🎸 et rigtig fedt album som jeg stadig hører 

Ugens album er igen fra halvfjerdserne. Det skyldes nok flere ting.

1.       Kunstnerne i 70’erne raffinerede og forfinede 60’ernes geniale musik

2.       Jeg var teenager og ung mand i 70’erner og det er på det tidspunkt de fleste grundlægger deres musiksmag. Det betyder slet ikke jeg ikke lytter til ny musik.  Det gør jeg faktisk mest.

3.       Det årti rummede så meget genial musik i mange genrer, at det ikke er overgået siden efter min mening. Det var progressiv rock, glamrock, art-rock, punkrock, funk, r&b, soul, reggae disco, new wave, hardrock, heavy metal. Alt sammen i 70’ernes musikalske smeltedigel.

Ugens album var igen svært at vælge bandt Led Zeppelins mange fantastiske albums. Det var det første jeg havde med Led Zeppelin, og efterfølgende har jeg købt dem alle sammen.

Houses of the Holy udkom 28. marts 1973 og er således lige fyldt 50 år. Flere af sangene fra det album blev fast repertoire ved deres koncerter.  Efter en turne i Australien lånte de Rolling Stones mobile studie som blev parkeret ved Mick villa ”Stargrove” ude på landet. De ankom til studiet med et komplet sæt af nye sange, so, var forberedt hjemme i deres egne studier hos Jimmy Page og John Paul Jones. De indspillede også flere numre end der var brug for og som kom på senere albums som ”Coda” og ”Physical Graffiti”

En del af blev færdiggjort i Electric Lady Studios, som var Jimi Hendrix gamle studie i New York, da de var på turne i USA. Resten i det uafhængige Olympia Studios (også kendt som Abbey Road) i London, som var en gammel biograf. Det studie blev flittig benyttet af grupper som Jimi Hendrix, the Beatles, Rolling Stones, David Bowie, Queen, Eric Clapton, Madonna, Adele, Björk, The Who, Procul Harum, Deep Purple, Moody Blues og Small Faces o g mange mange flere. Det var på et tidspunkt ejet af det uafhængige pladeselskab Virgin, men blev lukket i 2009 af Universal. I 2013 genåbnede det som biograf, café og studie af primært musikhistoriske årsager.

Selve albummet var mere blandet i stilarter end tidligere med reggae i ”D’yer Mak’er”, swingrytmer i ”Dancing Days” og psykedelisk musik ”No Quarter”, og 50’er rock, men de glemte selvfølgelig ikke deres hårdtslående bluesrock.  I min næsten 60-årige interesse for rockmusik, har jeg sjældent set musikpressen vær så spændt på et ny album fra en kunstner, så det kunne næsten kun skuffe. Det gjorde de så ikke helt, men nogle anmelder var ikke helt så begejstret for deres lidt mere eksperimenterende stil. Publikum var til gengæld ovenud begejstrede. Det havde i 1999 været solgt i 10 millioner eksemplarer alene i USA. Det opholdt sig 39 uger på Billboards top-200. I 2020 var det stadig at finde på Billboards liste over de bedste albums nogensinde som nr. 278, næsten 50 år efter. 20 år tidligere lå det nr. 149. 

 Link til Spotify

https://open.spotify.com/album/0GqpoHJREPp0iuXK3HzrHk?si=OT1trncmRJqml3xQ_NPJlA

Link til YouSee

https://musik.yousee.dk/album/161020268

 Det bliver den reggaeinspirerede D’yer Mak’er. Bemærk John Bonhams fantastiske trommer på det nummer

https://youtu.be/_pFZz3OXcMs

 

Jerry Lee Lewis

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸 Det er god gammel 50’er rock og rul, men ikke på højde som noget af det andet fra den tid med Elvis Presley og Little Richard. Det dog klassisk den dag i dag.  

Jerry Lee Lewis er en rockens fædre fra 50’rne. Han er født 29.9.1935 i staten Louisiana og døde 87 år gammel i 2022. Han voksede op i en fattig bondefamilie og i sin ungdom begyndte han at spille piano sammen med sine to af sine fætre. Moderen belånte farmen så han kunne få et klaver at spille på. Han var ret vild med musikken i nogle af de sortes ”juke joints” som er slang for et danse- og drikkested, ofte uden autorisationer. Det var på disse steder jazzen og bluesen udviklede sig fra gammel tid. Dog var hans første live-optræden i 1949 sammen med country og western band hos en bilforhandler som markedsføring. Han spillede et r&b nummer den dag og det blev optaget og udgivet på en lakplade (78rpm).

Hans moder sendte ham til en bibelskole i Texas, hvor han kun lære at synge salmer. Da han spillede en boogie-woogie-udgave af en salme, blev han smidt ud af skolen. Efter denne ”skandale” tog han hjem og begyndte at spille på barer etc. og han blev en del af den spirende rock ’n’ roll-musik i begyndelsen af halvtredserne. I 1952 fik han skåret sin første demo.  Dengang kunne man gå ind og få skåret en plade i lak, dog af en dårlig kvalitet. Det var meget almindeligt i USA, men om det var udbredt i Danmark, ved jeg ikke.

I 1955 rejste han at til Nashville for at få opbygget en karriere, men han blev afvist af Grand Ole Opry, der er countrymusikkens højborg at spille i. I 1956 tog han således til Memphis i Tennessee til en audition hos Sun Records, som var et uafhængigt pladeselskab som rocken kan takke alt får. Det selskab må jeg skrive om en dag. Det var ejet af Sam Phillips, som ikke var hjemme den dag, men Lewis fik indspillet et cover af en melodi der hedder ”Crazy Arms”. Fra december 1956 begyndte han som studiemusiker hos Sun Records, blandt andet for Carl Perkins og Johnny Cash. Hans specielle pianostil kan høres på mange Sun-indspilninger.

I december 1956 kom Elvis Presley på visit i studiet hos Sun, medens Carl Perkins var ved at indspille med Lewis som backing. Johnny Cash og Roy Orbison var også til stede og de besluttede sig for at jamme lidt den dag. Denne jamsession er udgivet på en plade der hedder ”Million Dollar Quintet”

I 1957 fik han udgivet sine egne singler ” Whole Lotta Shakin’ Goin’ On”, ”Great Balls of Fire” og ”Big Maybelle”. Lewis var bekymret over sig eget materiale ville føre ham og tilhørerne direkte i helvede, så noget var åbenbart sat sig fast his ham fra den strengt kristne opdragelse hjemmefra. Det kan ses i portrætfilmen af Johnny Cash fra 2005 der hedder ”Walk The Line”.

Han måtte aflyse en turne i UK i 1958, da det blev afsløret han havde giftet sig med en kun 13-årig pige, selvom hun påstod hun var 15.(jeg kender ikke reglerne i USA fra dengang). Han måtte aflyse resten af turneen.

Han skiftede til Smash Records (Mercury Records), som i dag er den af Universal. De planlagde et comeback, men opgav da the Beatles havde taget USA med storm. Han vendte tilbage til UK i 1963 for at optræde på en ”spritter” der sejlede mellem Southend, England og Boulogne. Hans backing band var ingen ringere end en meget ung Ritchie Blackmore & The Outlaws (guitaristen i det senere Deep Purple).

Han fik aldrig rigtig gang i karrieren igen, på nær i små glimt indtil hans død. Han betydning for senere grupper, især generationer af britiske bands i tresserne kan ikke undervurderes, dog ikke i samme klasse som Carl Perkins, Elvis Presley, Little Richard og Johnny Cash. Dog er der en et Live album der er legendarisk optaget i Star Club, Hamburg hvor the Beatles begyndte deres karriere. Albummet heder ”Live at Star Club”. Hans kælenavn var ”the Killer”. Han er nr. 24 på listen over 100 bedste kunstnere hos Billboard.  Hans ”Whole Lotta Shakin’ On” er udvalgt til evig opbevaring på USA ”rigsarkiv”. Han havde et vanskeligt sind og har været arresteret flere gange og fængslet for drabsforsøg en enkelt gang, men det var vist et uheld med et vildfaren skud mod en coladåse. Hans bassist blev ramt men overlevede.

Delvis diskografi:

·         Jerry Lee Lewis (1958)

·         Jerry Lee's Greatest! (1962)

·         Live at the Star Club, Hamburg (1964)

·         The Return of Rock (1965)

·         Country Songs for City Folks/All Country (1965)

·         Memphis Beat (1966)

 

Albummet ”Live at Star Club Hamburg” fra 1964

https://open.spotify.com/album/6pqT4OHQ2QZW77gWehUeLm?si=Lqgzs9Q2Td-o2w1PILdyqQ

 

Videoen er jo en rock ’n’ roll standard

https://youtu.be/F569_t2jCio

Uge 16 – L.A. Woman – The Doors

 

Uge 16

L.A. Woman – The Doors – 1970

 

Vurdering🎸🎸🎸🎸🎸🎸Det er ingen hemmelighed jeg er kæmpefan af Doors, ikke på grund af Jim Morrison selvdestruktive adfærd, men på grund af musikken.  

L. A. Woman er det 6. album fra bluesrockgruppen The Doors, som blev udgivet 19. april 1970.

The Doors havde redet på en bølge af kommerciel succes i 1969, men de var sortlistet af mange radiostationer på grund af usømmelig og profan optræden ved en koncert i Miami, Florida. Lederen Jim Morrison havde bandet og svovlet, vist sin penis ved denne koncert. Det betød også at bookninger til koncerter faldt drastisk. Kort tid efter retssagen i 1970 gik de i studiet, nærme betegnet Sunset Sound Recorders.

På det album gik de bort fra de psykedeliske og tunge orkestrerede albums ”The Soft Parade” og ”Morrison Hotel”. Det røg de også i flæsket på pladeselskabet Elektra Records, der havde udgivet i opsamlingsalbum til julesalget 1970. Det var de bestemt ikke enig i var en god ide. Da de var forpligtet til et album mere, kæmpede de videre i studiet. Bandets producer Paul A. Rotchild, som er også kendt for Janis Joplin-produktioner, røg uklar med bandet, da han kaldte bandets tilbagevenden til rødderne i bluesrock for et skridt tilbage og kaldte musikken for frit oversat ”partymusik”. Rotchild forlod produktionen, da Janis Joplin døde 4 oktober 1970. Så det var en lang proces det album kom til live i.

De fik Elvis Presleys bassist Jerry Scheff i studiet og så gik det stærkt. Det kunne få Jim Morrison til at møde op i studiet. Morrison var en kæmpe Elvis fan. Der er næsten ingen overdubs, på nær nogle få keyboardsekvenser. Det færdig miks blev lavet i Poppi Studios i Hollywood. Albummet er indspillet på en 8-sports båndmaskine. Albummet blev en af de mest roste i deres karriere, selvom der var et mere råt uspoleret bluesrockalbum.

Det blev nr. 9 Billboard top-200 og nr. 22 i UK. Det er nr. 362 på Rolling Stones liste over de 500 bedste album kåret ved en læser afstemning.

Det er måske ikke det mest solgte album af de 6 de lavede inden Jim Morrison døde i Paris 3 juli 1971, 3 måneder efter udgivelsen. Jim Morrison ligger begravet i Paris. At besøge det gravsted i Paris er en særpræget oplevelse, hvor der gerne bliver malet graffiti og sat en flaske whisky. Morrison var en mod-kultur til hippierne.

Jeg har valgt dette album, fordi det var det første jeg ejede med dem, men det kunne også have vært af deres andre fantastiske albums.

Albummet på Spotify  

https://open.spotify.com/album/7IKUTIc9UWuVngyGPtqNHS?si=BRvoYDkdRKWPTI6euGFIIQ

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/121226434

YouTube: Videoen er ”Love Her Madly” i en helt utrolig livelyd fra 1971

https://youtu.be/kMWg4cNVDP0

Uge 15 – Made in Japan – Deep Purple

 

Uge 15

Made In Japan – Deep Purple – 1972

 

Vurdering 🎸🎸🎸🎸🎸🎸Næsten det perfekte livealbum, også 51 år efter udgivelse.

Dette album er stadig efter 50 er stadig et af mine favoritalbums. Det udkom i august 1972 i det meste af verden men før i 1973 i USA.

Deres japanske pladeselskab syntes det var en god i de at udgive et livealbum i Japan. Sammen med deres producer Marin Birch, der også er kendt for samarbejde med andre bands som Fleetwood Mac, Black Sabbath, Blue Oyster Cult og Iron Maiden med flere, optog de i Festival Hall i Osaka, Nippon Budokan og par steder mere. Det dobbeltalbum som skulle vise sig et blive legendarisk. 

Albummet udkom i Deep Purples storhedstid MK II, med Ian Gillan (Vokal), Ritchie Blackmore (Guitar) John Lord (Keyboard), Ian Paice (Trommer) og sidst men ikke mindst Roger Glover (Bassist og producer).

De var betænkelig ved at udgive et live-album da de ikke mente de kunne få live-kvaliteten ned på en vinylplade. De syntes optageudstyret var underdimensioneret og de var derfor ikke særlig engagerede i selve optagelsen, så de spillede bare deres koncerter som de plejede.

Der er ingen over-dubs på pladen, som vil sige at man optager live og retter fejl og mangler i studiet bagefter. Der er nogen der forsøgt at bevise over-dubs, men de har ikke fundet nogen.

Bandet ville ikke have det skulle udkomme uden for Japan og anså det ikke for vigtigt o derfor mødte der kun Paice og Glover op sammen med Birch da de skulle lave mikse det færdigt. Det blev alligevel udgivet over hele verden på Purple Records. Det blev dog udgivet senere i USA da Warner i USA ville vente til efter studiealbummet ”Who Do We Think We Are” var kommet på markedet i USA.

Bandet endte med at være ovenud tilfredse med albummet og Jon Lord han mener det er det bedste de nogensinde har lavet. Jeg er tæt på at give ham ret. Anmelderne var vilde med albummet og i 2012 kårede bladet Rolling Stones læsere det som det 6. bedste livealbum nogensinde, trods de har udgivet flere livealbums siden. I NME blev de nr. 13 og nr. 1 i bladet Classic Rock  

Det blev nr. 1 i Østrig, Tyskland, nr. 16 i UK og 6 i USA. I Danmark blev det nr. 8 på hitlisten. Det blev solgt i 2 millioner eksemplarer i 1972/73 og det har solgt lige siden.

Link til albummet på Spotify

https://open.spotify.com/album/1IY4BdLApVlVa8xid34zJm?si=ZjIVlC4mQHOPI5RjC4oOVg

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/132083046

YouTube:

https://youtu.be/psFdqiPfhmg

Uge 14 – Sticky Fingers – Rolling Stones

 

Uge 14

Sticky Fingers – Rolling Stones – 1971

 

Vurdering: 🎸🎸🎸🎸🎸Måske ikke deres bedste album, men de gik tilbage til rythm & blues og bluesrock-rødderne på det album, der hvor jeg bedst lide dem. Så er bandet monstergode til at lave ballader som i ”Wild Horses”. Riffet i ”Brown Sugar” er heller ikke værst.  

Jeg har vel vædret Rolling Stones fan hele livet, næsten da. Hvilket album skal man vælge af 25 officielle albums, der alle har storhittet. Bandet havde sidste år 60-års jubilæum.

Valget faldt så på ”Sticky Fingers” som vi spillede på teenageværelserne medens stemmen var i overgang og håret helt forkert, og man gik i det forkerte tøj. Jeg tror ikke noget har forandret sig på den front siden, undtaget musikken forstås.

Albummet der udkom i 1971, var det første studiealbum uden Brian Jones der døde 2 år tidligere. Forgængeren var Get Y Ya-Ya’s Out som var et livealbum fra 1970 udgivet på Decca. Afløseren var Brian Jones var bluesguitaristen Mick Taylor. 

De gik tilbage til rødderne på det album og det var nu slut hippiemusik. Det kan man tydeligt høre på numrene som ”You Gotta Move” og ”Can’t You Hear Me Knocking” Det blev produceret af Jimmi Miller som også producerede deres plader tidligt i 60’erne.

Som altid havde de en keyboardspiller med, men her var der flere som studiemusikere, Billy Preston (Ray Charles og Sam Cooke), Ian Stewart (medstifter af Rolling Stones), Nicky Hopkins (the Beatles, The Who, The Kinks for at tage bare et par af kendte han har arbejdet for).                                       

Baggrunden for pladen er lidt dramatisk. De havde fyret deres manager Allen Klein fra Decca og de var på vej væk fra Decca. Allen Klein havde uden deres vidende solgt alle amerikanske rettigheder til ABKCO et selskab under Universal. Bandet talte ikke med Klein indtil hans død i 2009. De lagde sag an mod Decca og Klein, men de tabte sagen i 1984. De skyldte stadig en single til Decca og velvidende at melodien ville blive afvist, lavede en melodi der hed ”Cocksucker Blues”. Det førte til at Decca måtte udgive et 2 år gammelt nummer fra Beggars Banquet-albummet, nemlig ”Street Fighting Man”. Det bevirkede også at Klein fik rettigheder til ”Brown Sugar” og Wild Horses fra Sticky Fingers som faktisk begge blev megahits.

Pladen er delvist optaget i de berømte studier i Alabama, USA der hedder Muscle Shoals Studios og delvist England i Rolling Stones eget mobile Studie. Coveret er et de mest berømte i rock- og pophistorien. Det er lavet af Andy Warhol og et bearbejdet fotografi af skridtet på et par mandejeans. Det blev diskuteret om det var skridtet på Mick Jagger, men det er det ikke, men en skuespiller der hedder Joe Sallesandro. Alle numre er skrevet af ”Glimmer Twins” Jagger/Richard

Albummet blev nr. 1 i mange lande og var i 69 uger på Billboards Top-200. i 2015 blev det genudgivet og kom i top-10 i både England og USA. Hvilket er rekord i forhold til placering af debutalbums på hitlisten i både USA. Den gamle rekord havde de selv med deres selvbetitlede album fra 1964. Det har været placeret som nr. 63, 64 og 104 på listen over de 500 bedste bladet Rolling Stones afstemning (ej at forveksle) i henholdsvis 2003, 2012 og 2020. Tiden slider jo lidt og der kommer nye til. Jeg har ikke kunnet finde salgstallet, men det skal tælles i millioner.

Spotify:

https://open.spotify.com/album/29m6DinzdaD0OPqWKGyMdz?si=ZPJx0jjcREeHq0iBDy3s3w

YouSee:

https://musik.yousee.dk/album/73172478

 ”Can’t Hear Me Knocking” et herrefedt nummer og så endda med Mick Taylor og Ron Wood på samme scene Glastonbury i 2013. Hold op hvor de hygger sig. Mick Taylor viser hvor god en guitarist han er.   

 YouTube:

https://youtu.be/cpwsTyD6XQg